Ugens Inspiration – Desirée (Uge 4)

0
478

Jeg hedder Desirée Grenaa Bertelsen, jeg er 33 år og er alene mor til 2 skønne piger på 6 og 7 år. Jeg arbejder med løn og HR.
Da jeg blev skilt for snart 5 år siden, tog jeg en beslutning om, at jeg ville være lykkelig og arbejde på det hver eneste dag. Jeg vil ikke lade andre skabe min lykke – det kan kun jeg gøre! At være alene med mine piger må ikke begrænse mig i at nå mine mål. Det kan være mere besværligt, end hvis man er to, men det kan sagtens lade sig gøre.

Hvornår og hvordan begyndte din livsstilsændring?

Min rejse begyndte 1. september 2020. Jeg stod på vægten slut august og der havde jeg en vægt på 116,6 kg. Når jeg kiggede på mig selv i spejlet, var det jeg så, ikke det billede jeg havde oppe i hoved af, hvem jeg er. MEN faktisk var det ikke min højeste vægt. Min højeste vægt var, da jeg blev skilt – der vejede jeg 127,9 kg. Jeg havde det frygteligt både fysisk og mentalt, så min mentale rejse startede der og den fysiske rejse startede september 2020.

Hvilke ændringer har du gjort dig?

Jeg har et stillesiddende job, så for mig har det været vigtigt at implementere mere bevægelse i hverdagen. Mit mål er 10.000 skridt om dagen og har været det fra start – jeg går mange lange ture, det giver mig både fysisk pg mentalt overskud. Jeg er først begyndt at træne i fitness i september 2021, altså 1 år efter jeg startede min livsstilsændring. Jeg træner ikke fordi jeg bør eller nogen siger jeg skal, jeg gør det, fordi jeg har lyst og det gør noget godt for mig.

Kostmæssigt er jeg blevet meget bevidst om, hvorfor jeg spiser og har arbejdet meget med at mærke efter. Jeg vil ikke forbyde mig selv noget eller begrænse mig selv i hvad jeg spiser – men mit fokus er på mængde og hyppighed. Jeg har brugt meget at spørge mig selv “Ville du have haft lyst til det, hvis det ikke stod foran dig lige nu?” Og hvis ikke har jeg takket nej. Og jeg har lært mig selv, at det er helt okay at sige nej tak til mad.
Jeg tænker over, hvor kalorietæt min mad er og vælger gerne kalorielette alternativer, hvis de er det værd. Jeg spiser langt mere grønt nu og jeg elsker det.

Hvad har din livsstilsændring gjort for dig?

Det har gjort en kæmpe forskel både fysisk og mentalt. Fysisk er mange ting blevet meget nemmere. Jeg kæmper ikke længere med væske i fødder og ben, jeg kan gå lange ture uden at få ondt og noget så banalt som at sidde med bene over kors kan jeg nu. Jeg kan gå i i hvilken som helst butik og købe tøj og jeg skal ikke tænke “har de man noget, jeg kan passe?” Det er en kæmpe fysisk frihed. Og jeg kan løbe uden at mit knæ gør ondt (det er opereret 2 gange og har gjort ondt, siden jeg var 14-15 år men ikke mere).

Mentalt er jeg blevet meget mere glad, jeg har fået meget mere overskud til at være mig og til at være den mor, jeg gerne vil være. Jeg bliver ikke længere ked af det, når jeg ser billeder af mig selv taget af andre og jeg begynder at kunne se, at hende i spejlet også er hende, der er oppe i mit hoved og afspejler den person, jeg er.

Hvordan holder du motivation ved lige?

Motivation er en sjov størrelse. For mig kommer og går den, men det er vedholdenhed, der holder mig kørende. Men min største motivation er at blive glad for, hvad jeg ser i spejlet og min piger. Det skal vokse op med en mor, der har et sundt forhold til kroppen og til mad.

Hvad betyder sundhed for dig?

At være sund for mig handler ikke om vægt, BMI eller hvor meget man vejer. At være sund for mig er at spise varieret, balanceret og motionere det, der giver mening og føles godt. Jeg tror nøgleordet her er balance – alt med måde! Jeg tror ikke på sunde/usunde madvare. Igen handler det om mængde og hyppighed, samt hvor meget det giver mig – vil gerne kunne spise så meget som muligt for så lidt kalorier som muligt, MEN det skal smage godt!

Hvor vigtigt er det for dig at være aktiv i løbet af ugen?

Det betyder meget for mig at være aktiv i løbet af ugen. Det giver mig mentalt og fysisk velvære. Det giver mig energi at være aktiv. Det holder den gode spiral kørende og hvis jeg er aktiv, tager jeg også bedre valg for min kost. Det hænger bare sammen for mig, og hvis jeg ikke får rørt mig, har jeg lang større tendens til at tage “dårlige” valg med koste.

Hvad er dit bedste råd til andre, der gerne vil påbegynde en livsstilsændring?

Man skal være mentalt klar og man skal være klar på at motivationen vil svinge – så det er vigtigt at være vedholdende. Man skal ikke ændre livsstil eller tabe sig for andres skyld, man skal gøre det for sin egen skyld!
Det kan til tider være skide hårdt. MEN det er absolut det hele værd.

Hvad er målene og ønskerne for fremtiden?

Jeg ønsker i fremtiden, at jeg får tabt de sidste kilo. Men vigtigst af alt lærer at være vægtstabil. Det er nok det allersværeste. Jeg drømmer om at hvile mere i mig selv og jeg er bestemt på vej.
Måske give mig selv lov til at tro på, at et andet menneske kan synes, jeg er fantastisk – lige præcis som jeg er og at kærligheden igen vil finde min vej.

Tidligere artikelBedste stepmaskine (2022) – Find din favorit!
Næste artikelNedgravet trampoliner – Se vores 5 favoritter!

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her