Ugens Inspiration – Helle (Uge 43)

0
769

Jeg hedder Helle og er 39 år. Jeg bor i et dejligt stort hus med min kæreste Christian, vores lille hund Kamma og hver anden weekend, kommer min skønne bonusdatter på 11 år og er hos os. Vi bor i dejlige Borup, i fantastiske landlige omgivelser, ligeud til skov og marker. Jeg er uddannet frisør (for mange år siden) men arbejder til daglig i en stor integreret institution i Greve.

Hvornår og hvordan begyndte din livsstilsændring

Min rejse startede omkring påske 2020, midt i corona og uvished. Det var en presset tid på flere niveauer. Det tændte en gnist i mig og jeg var nødt til at ændre spor. Jeg begyndte at tælle kalorier, som efterhånden var det eneste, jeg aldrig havde prøvet i forhold til vægttab. Min kæreste hjalp mig i gang med det og det skulle vise sig at være vejen frem.

Det var nemt for mig, jeg var motiveret og vedholdende. Som kiloene begyndte at smelte af mig, så kom lysten også til at bevæge mig. Jeg har før været meldt ind i fitnesscentre men gik hurtigt kold i det, fordi jeg generelt ikke følte mig tilpas der. Jeg følte ofte at der hang en stor projektør ned over mig, så alle rigtigt kunne se hende den lille runde med tomatfjæset og opgivelsen i ansigtet. Sådan har jeg det IKKE i dag!!

Hvilke ændringer har du gjort dig?

Først og fremmest så har mottoet været, “Ro til at gro”❤️

For at kunne være vedholdende i processen, så skulle jeg også kunne leve mit liv samtidig. Der skulle mere bevidsthed indover spisningen, så mindsettet har nok i virkeligheden været den største og vigtigste ændring. Det kom selvfølgelig ikke over en nat, men har været en “On going” proces.

Jeg har brugt og bruger stadig en del tid, gerne om søndagen, på at foodpreppe til den kommende uge. Jeg spiser gerne det samme til frokost mandag til fredag. Og iøvrigt også det samme til morgenmad hver dag. At planlægge sine måltider eller som minimum. have en ide om, hvad man har tænkt sig at spise. Det har været alfa omega for mig. Jeg skal ikke opfinde den dybe tallerken hver gang, for så kan fristelserne indimellem være en udfordring at holde for døren.

Så er der det med motionen. Motionen har egentlig ikke fyldt så forfærdeligt meget for mig og ikke der mit primære fokus har ligget. Det vil jeg godt indrømme! At få implementeret motion, er det jeg struggler mest med. Jeg kan dog oplyse om, at jeg er tilmeldt “Reformer” hold og jeg er indmeldt i et lokalt fitnesscenter her i byen ✌🏼 Intentionerne er gode og ingen motion som er gjort, er spildt motion. Jeg tager de små sejre og klapper mig selv på skulderen. Som 39 årig bliver man ikke fastere i kødet med tiden og slet heller ikke efter et større vægttab. Hver ting til sin tid! ❤️

Hvad har din livsstilsændring gjort for dig?

Udover det åbenlyse, som er mit ydre, så er det helt klart min selvopfattelse og mit mindset som er 100% stærkere i dag. Jeg har selvfølgelig stadig dage, hvor jeg har lyst til at kaste håndklædet i ringen men i det store hele, så har jeg mega optur over mig selv og over hvad jeg har opnået indtil nu. Og jeg er langt fra færdig med min rejse og ej heller i mål (endnu).

Hvad har den ændret sådan helt personligt og fysisk ved dig?

Personligt har jeg opnået en større ro indeni. Jeg er MIG/HELLE. Jeg hviler i mig selv og i den jeg er. Fysisk – Ja, det giver næsten sig selv, men der er pludselig ting/bevægelse, som er mindre krævende. Tøj som jeg pludselig kan gå i, som ikke var en mulighed før. Møbler jeg kan sidde i uden bekymring for om jeg kan være i dem eller om de braser sammen under mig.

Hvordan holder du motivation ved lige?

Det gør jeg bestemt heller ikke altid. Jeg har perioder, hvor jeg går lidt i stå og får slækket liiiidt for meget på tøjlerne. Men så er det også op på hesten igen og så er jeg tilbage på “Eyes on the Price”. Være bevidst om de små sejr og være glad for dem.

Hvad betyder sundhed for dig?

Sundhed for mig er en følelse indeni. Om jeg har det godt overordnet. Spise fornuftigt og passe på sig selv.

At være sund, er i min optik en helhedspakke og ikke kun om man er tyk eller tynd. For mig handler det primært, om at stå op for sig selv, vær tro mod sig selv og passe på sig selv og den man er.

Hvor vigtigt er det for dig at være aktiv i løbet af ugen?

Der er mange måder at være aktiv på. Men det er selvfølglig vigtigt at holde kroppen i gang. Det er der slet ingen tvivl om! Og det har bestemt også stor betydning for ens mentale velbefindende. Og det har det også for mig. Der går 100% nogle processer i gang i hjernen, når man er aktiv og det har kæmpe betydning for ens almene velbefindende. Man går i seng med ren samvittighed 💪🏼 Jeg arbejder stadigvæk på at blive mere aktiv med kroppen. Få motionen implementeret, for det HAR betydning ❤️

Hvad er dit bedste råd til andre, der gerne vil påbegynde en livsstilsændring

  • Hvad er dit ønske for livsstilsændringen?
  • Hvad vil du opnå??
  • Læg en plan – Start i det små.
  • Små ændringer hist og her.
  • Planlæg dine måltider.
  • Gør det enkelt.
  • Vigtigst af alt – MINDSET!!
  • Man skal have hovedet med, for ellers duer det bare ikke. Man kan ikke kører på autopilot og SLET IKKE i starten.
  • VIGTIGST AF ALT – ROS DIG SELV UNDERVEJS!! 🙌🏼 Falder man i, så er det bare en hammer på PYTknappen og så op på hesten igen 💪🏼

Hvad er målene og ønskerne for fremtiden?

Mit mål er at ramme niveauet, hvor JEG føler mig 100% hjemme vægtmæssigt. Jeg vil være stærk i krop og sind ❤️ Det er målet for mig 🤩

Tidligere artikelGurkemeje kosttilskud – Forebyg betændelsestilstande i kroppen!
Næste artikelAssault airbike – find din favorit!

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her