Ugens Inspiration – Max (Uge 15)

0
235

Lidt om dig

Jeg hedder Max, er 45 år gammel og bosat i Nakskov. Jeg bor sammen med min kone og vores søn Lucas på 14 år. Vi har boet på Lolland i lidt over 10 år, kommer fra Kbh, men flyttede herned for at komme tættere på svigerfamilien og mine forældre som var flyttet herned nogle år før os.

Hvornår begyndte din passion for løb/triatlon?

Jeg har hele mit ungdomsliv ikke dyrket motion på ”normalt” plan. Al min tid gik i de unge år med skateboard, som den dag i dag stadig er en del af mit liv. Skateboard er en livsstil og ikke en sport på den måde. Jeg har dog flere gange i løbet af mit voksenliv haft forsøgt med løb og med forskellige resultater. Jeg er som regel kommet godt i gang og er så blevet skadet og har holdt længere pauser.

Jeg begyndte at løbe i 2012, hvor der igen kom lidt interesse for motionsløb. Jeg havde dog stadig lidt udfordringer med skader og skiftede lidt mellem løb, spinning og styrketræning. Jeg blev efterhånden lokket med i den lokale løbeklub og løb blev for alvor en fast del af ugens motion. Jeg blev meget hook på løb, men endte desværre endnu en gang med en større skade og måtte i hård genoptræning via fysioterapeut i 13 uger, hvor al løb var udelukket. Denne proces har hjulpet til at lytte mere til kroppen og styrke den undervejs.

Jeg havde en del bekendte, der dyrkede tri og vores lokale klub havde et enormt vokseværk med større og større medlemstal og de positive historier blev ved med at komme. Jeg havde dog ikke de store erfaringer med at svømme, men cykle kunne jeg da. Jeg meldte mig til mit første Tri-Stævne i Knuthenborg Safari Park, lånte en racer og svømmede i min dykkerdragt (kan ikke anbefales). Oplevelsen af at sætte de tre sportsgrene sammen til et løb var fantastisk. Jeg meldte mig ind i Vestlollands Triatlonklub og har dyrker tri siden 2017.

Hvad har din livsstilsændring/kærlighed for løb og triatlon gjort for dig?

Jeg har været overvægtigt siden 15 års alderen, men aldrig så det rigtigt har generet mig. Jeg har ikke rigtigt følt mig hæmmet af min overvægt og mine små forsøg på at gøre noget ved det, har ikke virker – nok primært pga. manglende motivation. Al den træning jeg har haft de sidste 3-4 år, har gjort meget for mit mentale helbred, mit overskud i hverdagen og hen af vejen begyndte der også at ryge lidt kilo. Det er dog først i løbet af de sidste par år, hvor jeg har kigget på mit kalorie indtag, at der for alvor er sket noget med vægten. Det var for mig – som sikkert også for mange andre – at det jeg forbrændte ved træning, blev fyldt godt op ved næste måltid eller foran tv’et om aftenen. Jeg kan dog lige nu se tilbage på et samlet vægttab på ca. 20 kg.

Jeg er efterhånden, det de kalder normalvægtigt og dette kan selvfølgelig mærkes på især løb, men også min generelle form og præstationer.

Hvad betyder sundhed for dig? Hvad vil det sige, “at være sund” for dig?

Sundhed er svært for mig at sige så meget om. Jeg elsker at træne og få rørt mig, jeg er ikke god til at sidde stille hele dagen og vil gerne have lidt aktivitet ind hver dag. Maden har jeg ikke så meget fokus på. Vi har altid spist forholdsvis sundt, men det er mere mængder af mad og al det, der ligger uden om, der har været problemet. Jeg er god til at have et fokus på, ”hvad jeg sætter i banken” af kalorier og hvordan regnskabet ser ud.

Hvordan holder du motivationen ved lige?

Jeg må nok sige, at de sociale medier er en stor del af min motivation. At se andre holder dampen oppe og kommer afsted motiverer mig selv til at komme ud af døren. Fællestræning i løbeklubben og triatlonklubben er også meget motiverende. Jeg sørger hele tiden for, at der er motionsløb eller tri-stævner i kalenderen, så der er et mål i sigte. Dette har Coronaen dog udfordret lidt, men mon ikke der snart kommer gang i det igen.

Hvad er det ved løb og triatlon, der gør, at du elsker det og bliver ved?

Løb giver en mental pause og jeg stresser helt af under en løbetur. Friheden ved at kunne tage et par løbesko på, uanset hvor du befinder dig, er bare perfekt for mig. Triatlon er for mig en måde at fordele min træning lidt på, jeg kan ikke udelukkende holde til at løbe, og derfor er cykel- og svømmeturen et dejligt alternativ. Og som tidligere nævnt, så er det fedt at sætte tre sportsgrene sammen til en samlet præstation.

Hvordan ser en uge ud for dig ift. træning?

Jeg løber tre til fire gange om ugen, ca. 40-60 kilometer i alt. Derudover cykler jeg minimum en gang om ugen på enten mtb, racer eller spinningcyklen. Svømning har af gode grunde stået stille i en længere periode. De dage hvor jeg ikke har planlagt træning, bliver der som regel lagt en længere gåtur ind, så der sker lidt hver dag. Jeg ville gerne have lidt mere struktureret styrketræning, men det virker ikke helt for mig og jeg kæmper med at finde en løsning, der passer sammen med den øvrige træning.

Hvad er de bedste råd til en balanceret livsstil med intens træning og et liv ved siden af?

Der er flere, der påpeger, at man træner meget eller spørger om man ikke kan slappe af? Jeg føler, at jeg med de motionsformer jeg har, altid kan finde plads til motion, uden at det går ud over mit liv med familien. Det er også muligt at få lavet en del aktiviteter sammen med dem og det skal udnyttes til stor fælles glæde.

Hvad er dit bedste træningsråd til andre, der godt kunne tænke sig at komme i gang med enten løb eller triatlon?

Find det der motiverer dig, giv det tid til at blive en vane og vær tålmodig. Jeg hadede at løbe i den første lange tid, men fordelen med at kunne gøre det alene, alle steder og i alt slags vejr var med til at motivere mig til at fortsætte. Jeg husker stadig den første tur omkring Utterslev Mose, hvor jeg ”bare” løb, uden at tænke på at det var surt og hårdt, men bare kunne slappe af og nyde turen. Find et fællesskab der kan hjælpe med at holde en fast i træningen og vær åben for gode råd og vejledning. Det er altid nemmere at komme afsted, når man har nogle, der står og venter med godt selskab og fælles træning.

Tidligere artikelTræningselastik med håndtag til alle niveauer!
Næste artikelJumping® Fitness – hop dig i form på trampolin!

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her