Ugens Inspiration – Mette Fallesen (Uge 12)

0
552

Jeg hedder Mette, er single og uddannet sygeplejerske. Men har i mange år arbejdet som Produkt Specialist hos BIOTRONIK, et Medical Device firma som bla producerer pacemaker, ICD, ballonkateter & stents – alt sammen til brug ved hjertesygdomme. Et meget spændende og udfordrende job med til tider meget lange arbejdsdage. Udover sport bruges fritiden på vennerne, kan godt lide at gå lange ture i skoven og når sæsonen er til det, går jeg på jagt med min f.t Springer Spaniel.

Hvornår begyndte du at gå op i løb?

Jeg har altid været aktiv og et udemenneske. Jeg spillede håndbold hele vejen op gennem skoleårene, samt jeg har haft hest. Løb fik min interesse i gymnasie-tiden, hvor jeg løb ca 3-4 gange/ ugen – uden løbeur, men havde specielle ture, som jeg foretrak. Gennem min sygeplejerske uddannelse holdt jeg det ”lidt ved lige”, men gik meget mere op i at feste 😊

Da jeg var færdiguddannet og flyttede i lejlighed, så tog interessen til. Jeg løb mere og mere, samt længere og længere. Jeg fandt ud af, at det ikke føltes specielt svært for mig. Mit første ½-marathon skulle løbes! Helt uventet kom jeg ind som nr 2 og det gav blod på tanden. ½-marathon blev til marathon og Hamburg blev det første. Jeg husker, at det eneste jeg tænkte på var, at jeg ikke skulle ramme muren, det snakkede alle jo om – Jeg har aldrig ”fundet” den!

Så jeg løb stille og roligt og kom godt i mål og var glad – men alligevel ikke, da jeg slet ikke havde givet mig fuldt ud (ca. tid 3:50). Så tog det fart. På marathon nr 2 skar jeg ½ time af, men der var mere i mig. Efterfølgende har jeg løbet en del marathon, vundet en del (det kunne man med en sluttid mellem 03:09:00 & 03:13:00, det kan man ikke mere 😊). Enkelte 6-timers løb er det også blevet til og dem klarede jeg ganske fint.

Hvilke ændringer har du gjort dig ifm. din træning/løb?

Udover løb styrketræner jeg ca 4 gange i ugen, samt jeg cykler en del MTB (dog ikke om vinteren, da jeg ikke kan holde varmen). Igennem min aktive hverdag er det vigtigt for mig, at kroppen får, hvad den har brug for, så jeg kan mærke, jeg har overskud og energi til, hvad jeg har lyst til. Derfor går jeg meget op i, at der fyldes ”det på tanken, som den har brug for”! En dieselbil går jo også i stå, når der fyldes benzin i tanken 😊

Hvad betyder sundhed for dig?

Sundhed er for mig mange ting – Sund kost, aktiv hverdag, balance, at nyde naturen/ daglig frisk luft, få 8 timers god nattesøvn, frihed fra sygdom, følelsen af overskud og at jeg kan gøre, hvad jeg lyster, uden at kroppen skal sætte begrænsninger – samt godt humør.

Hvordan ser din uge ud ift. træning?

Jeg løber typisk 4-5 x ugentligt, styrketræner 4 x ugentlig og i den periode, hvor jeg cykler meget MTB, vil jeg gerne cykle 3-4 x ugentlig. Lige nu løber jeg alt fra 5km til 15km, MTB er mellem 30-50km/ gang. Jeg har en f.t Springer Spaniel (Frigg) og hun deler min interesse for løb 😊

Jeg har derfor de sidste par år været den ene tovholder af to for Team Haderslev i HPM Dirty Paws: Løbeklub for hund & ejer. Denne form for sport er virkelig ved at blive populær. Den stammer fra Frankrig, er meget udbredt i Europa og der kan løbes rigtig mange konkurrenceløb. I DK har vi nu 25 klubber. Vi løber 2 x ugentlig, men jeg har ofte Frigg med på 2 af de andre 4-5 løbeture – En fantastisk måde at være social med sin hund, samtidig med at hun motioneres. Det siger næsten sig selv, men det er mest trail/ terræn/ skov & andre udfordrende områder, hvor disse km tilbagelægges og jeg kan mærke, at min interesse for netop denne form for løb er højere end en lang asfalt tur.

Udover al min træning startede jeg vinterbadning for 2 år siden og hvad det ikke gir kroppen af energi og ”følelsen af at være i live”! Det er så fantastisk

Al den ovenstående træning skal koordineres med et krævende arbejde, hvor jeg til tider har lange dage! Arbejder som Product Specialist i et firma, som bla producerer pacemakere & ICD´er (En implanterbar hjertestarter). En kombi af al det gør, at jeg til tider ønsker mig 30 timer i et døgn, men hvor der er vilje, er der vej og jeg får det hele til at gå op 😊

Hvor vigtigt er det for dig at være aktiv i løbet af ugen?

For mig betyder det rigtig meget at have en aktiv hverdag. Det giver mig energi og fylder mig op. Jeg bruger som sagt meget tid på arbejde og kan have rigtig lange dage, så at dyrke sport giver mig frirum og tankerne får frit løb. Jeg foretrækker at træne om morgenen, så det betyder somme tider, at jeg løber kl 05:00 eller før. Selvfølgelig kan jeg være træt, men som jeg siger, så ”Fortryder jeg aldrig en træning” & ”Starter jeg min dag på bedste vis, klarer jeg bedre de udfordringer, jeg måtte møde i løbet af dagen”. Flere gange i ugen træner jeg morgen & aften.

Da træning (specielt løb) har været en del af mig i mange år, fylder det selvfølgelig meget! Nogle vil sige, at det er for meget, men jeg tror, at de fleste løbere kan nikke genkendende til dette. Jeg planlægger og prioriterer, så der er plads til det. For jeg ved jo, at kommer jeg ikke i løbeskoene i flere dage, bliver jeg sur, rastløs og ender som en gnavpot. ”Tanken fyldes ikke op med de gode sager”

Hvordan holder du motivationen ved lige?

Det lyder måske lidt selvfed, men det tænker jeg aldrig over. Motivationen ligger så dybt i mig, at jeg ”bare gør det”, fordi jeg er vild med det.

Hvad er dit bedste træningsråd til folk, der gerne vil igang med at være aktive?

Start stille og roligt ud og vær realistisk omkring det, man kaster sig ud i. Gør det af lyst og ikke af tvang, for det holder alligevel ikke i længden. Find den form for træning, som man finder spændende og vælg ikke ud fra, hvad alle andre gør. En holdsport kan evt være godt, da man motiveres af andre. Ellers en træningsmakker, da træningsaftaler er sværere at aflyse, når andre venter og regner med én. Samtidig kommer man ofte lettere igennem, når man ikke ”lider” alene. Efter opstart kommer der altid en ”down periode”, dette er ganske normal, håndter den og fortsæt!

Hvad er målene og ønskerne for fremtiden?

Lige nu har jeg ikke et specifikt mål – dog tænker jeg, om jeg vil prøve ½-marathon distancen igen (marathon er jeg færdig med). Ellers vil jeg koncentrere mig mere om trail/cross løb og lægge mine kræfter der. Måske lidt mere tekniktræning på MTB, så jeg kan udfordre mig selv med single-track spor. Ellers vil jeg bibeholde min nuværende sunde livsstil, holde mig fri for skader og bare nyde min aktive hverdag & livsform.

Tidligere artikelTræning med egen kropsvægt – 10 øvelser til dig!
Næste artikelBedst I Test Ankelbind | 2022