Ugens Inspiration – Rikke Klug (Uge 29)

0
791

Mit navn er Rikke, og jeg er 38 år. Jeg bor i Gilleleje med min kæreste og mine to skønne drenge på 10 og 13 år.

Jeg arbejder som lærer, hvor størstedelen af mine timer går med idrætsundervisning, og jeg elsker det.

Jeg har altid været meget aktiv, og tror faktisk ikke, jeg ville være til at være i nærheden af, hvis jeg ikke kom afsted og fik lavet en eller anden form for aktivitet.

Jeg startede til badminton, da jeg var 7 år og har været aktiv lige siden. Badminton har altid været en stor del af mit liv, og det kommer det altid til at være. Badminton har dog fået stærk konkurrence af både løb og styrketræning, men egentlig synes jeg, at alle former for sport er sjovt og hyggeligt.

OCR (Obstacle Course Race (løb med forskellige forhindringer)) har virkelig sat et eller andet igang hos mig. Stemningen ude til de forskellige events, og det at prøve kræfter med både løb, udholdenhed, og ens egen styrke på en og samme tid. Det er virkelig fedt, og bestemt noget ALLE burde prøve. Man bliver bidt af det, og det fedeste er, at der er begyndt at være rigtig mange løb, hvor man kan tage ungerne med.

Hvornår begyndte du at gå op i træning og sundhed?

Jeg har altid trænet, fordi jeg synes, det er sjovt og hyggeligt, og fordi jeg kan mærke, at jeg får mere overskud og energi af det.

Men jeg begyndte for alvor at tænke over min træning, da jeg i 2007, under min graviditet med min ældste søn, fik konstateret for lavt stofskifte. Min træning har kæmpe indflydelse på, hvordan jeg har det, og jo mere jeg træner, jo mere energi giver det mig, så det er vigtigt for mig at komme afsted til noget træning minimum hver anden dag, ellers bliver jeg møg træt. Og ugidelig….

Hvilke ændringer har du gjort dig, efter du begyndte at træne?

Jeg har egentlig ikke gjort mig nogle ændringer, da træning altid har været en stor del af mit liv, så det er en helt naturlig del af min hverdag. Når vi har haft en presset dag, og tiden bare er fløjet fra mig med børn, madpakker, arbejde osv. Så står løbeskoene jo heldigvis altid klar i gangen, også selvom klokken bliver rigtig mange, så er det en god ide bare at snuppe en lille tur inden sengetid.

Hvad betyder sundhed for dig?

Sundhed er IKKE at leve af salatblade og grøntsager. Sundhed for mig er at have der godt med sig selv og sin krop – uanset alder og størrelse.

Jeg har en kæmpe svaghed for chokolade, så det er der altid plads til herhjemme, og ja vi spiser også fastfood herhjemme, og det skal der være plads til – synes jeg.

Hvordan ser din uge ud mht. træning?

Jeg stræber efter at træne hver anden dag! Men jeg er altid klar, hvis nogen byder ind med en løbetur, en badmintonkamp, eller en tur i fitness, så oftest bliver det mere end hver anden dag.

I perioder har vi også pressede dage, hvor vi intet træning når, men så er det op på hesten igen – ligeså snart tiden er til det.

Hvor vigtigt er det for dig at være aktiv i løbet af ugen?

Det er super vigtigt. Det er træningen, jeg får mit overskud fra.

Hvordan holder du motivationen?

Jeg holder min motivation ved at træne sammen med andre.

Jeg nyder at løbe med vores lille løbehold hver weekend, hvor der er mennesker i alle aldre og alle størrelser – det er møg hyggeligt! Og her er det hverken tid eller distance, der tæller med derimod hyggen, og det at være sammen. Indimellem træner jeg også sammen med mine to drenge, og det giver bestemt også motivation.

Det giver mig motivation, at jeg kan være med til at motivere andre.

Hvad er dit bedste træningsråd?

Det du laver, skal være sjovt og hyggeligt, ellers ender træningerne med at blive en sur pligt og lysten og motivationen dør.

Hvad er målene og ønskerne for fremtiden?

At have det godt med mig selv og min krop! Og selvfølgelig at kunne have energi til at være den bedste mor for mine drenge.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her