Ugens Inspiration – Christina (Uge 36)

0
621

Jeg hedder Christina. Jeg er 47 år, gift på 24. år med Martin, sammen har vi 2 børn, 3 børnebørn og endnu et på vej.

Jeg er uddannet Social og sundhedshjælper tilbage i 1994. For 6 år siden fik jeg fjernet en godartet tumor i hjernen, så nu er jeg endt i et fleksjob som husassistent på et plejehjem, hvilket jeg er rigtig glad for.

Hvornår og hvordan begyndte din rejse/livsstilsændring

Jeg startede min rejse d. 2/1-2019, hvor min vægt var kommet over 110kg. Til at starte med stoppede jeg med alt sukker og hvidt brød. På cirka 14 måneder tabte jeg 25 kg, men fik efterfølgende ny smertestillende medicin, der gjorde, at jeg tog 10 kg på. Da jeg efterfølgende gik til læge og var ked af min vægtstigning, fik jeg igen en ny medicin, hvilket heller ej gjorde noget godt for min vægt på trods af, at jeg stadig kæmpede for at få vægten ned.

I januar 2021 kontaktede jeg en coach (Jeanette Koch Andersen) og det blev et stort vendepunkt. Jeg tabte de 10 kg + mere til. Jeg har nu i alt tabt 38kg fra januar 2019.

Hvilke ændringer har du gjort dig?

Jeg har ændret på min kost, så jeg har en god balance hele dagen, hvor jeg spiser 5 måltider. Jeg trænede i fitnesscenter i starten af min rejse, men nu går jeg kun ture og indimellem lunter jeg.

Hvad har din livsstilsændring gjort for dig?

Min livsstilsændring har gjort for mig, at jeg kan tumle rundt med mine børnebørn. Jeg føler, at jeg ser bedre ud, kan deltage i meget mere end jeg kunne/ville før. Fysisk har jeg fået bedre kondi.

Hvordan holder du motivation ved lige?

Jeg holder motivationen ved lige, ved at jeg kan se og mærke, at jeg har det meget bedre. Når folk roser mig, får jeg mere motivation til at fortsætte og ikke falde tilbage. Jeg er blevet så glad for, at jeg kan gå i andre butikker end hvad jeg hidtil har gået i og nu har ændret størrelse fra ”storpige størrelse” til ”størrelse min datter går i”.

Hvad betyder sundhed for dig?

Sundhed betyder meget for mig. Jo ældre jeg bliver, jo mere tænker jeg over det. Jeg tænker over, at jeg ikke ønsker at blive gammel og få hjælp for noget, som jeg måske selv ville have kunne klare, hvis jeg ikke vejede 30+ kilo for meget. I samme forbindelse ønsker jeg heller ej at ende med følgesygdomme, som jeg selv kunne have hjulpet mig af med, hvis ikke jeg allerede nu havde tabt mig så meget.

For mig vil det sige, at jeg er sund, når jeg har det psykisk godt. Man kan sagtens være sund og overvægtig, men for mig er jeg sund, når jeg er normalvægtig. Det er jeg, fordi jeg har det psykisk bedre og er gladere grundet alle de ting, jeg kan fysisk nu, som jeg ikke kunne før. Det er vigtigt for mig at være aktiv i løbet af ugen og helst hver dag. Dette især også efter min operation, hvor det hjælper mig at gå og få tømt tankerne der fylder fra ugens løb.

Hvad er dit bedste råd til andre, der gerne vil påbegynde en livsstilsændring?

Mit råd vil være, at man skal starte, når man er klar og man skal gøre det stille og roligt. Hvis man er vant til at spise 1 plade chokolade om dagen, så start med at skær halvdelen fra i stedet for at skære det hele fra på én gang. Psyken skal også følge med, har jeg erfaret.

Hvad er målene og ønskerne for fremtiden?

Mit mål er at holde vægten og mit højeste ønske er, at få en hud reducering af maveskind og bryster. Dernæst lår og overarme.

Tidligere artikelUgens Inspiration er Anne-Mette (Uge 35)
Næste artikelFå pulsen op med et stepbræt!

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her