Ugens Inspiration – Nanna (Uge 6)

0
541

37 år, bosat i Maribo på Lolland og gift med Thomas på 5. år. Jeg har to børn fra tidligere forhold, dreng på 12 og pige på 10. Min mand har to børn fra tidligere ægteskab, pige på 19 og dreng på 17. Sammen har vi en pige på 4 år. Jeg har for ganske nyligt skiftet job, har hidtil været planlægger i et privat hjemmepleje firma, men er nu tilbage til hjemmeplejen.

Jeg har mange år haft en drøm om at være selvstændig, hvilket nu er en realitet. Ved siden af min 35 timers job, er jeg ved at tage uddannelse som negleteknikker, og har åbnet klinik på hjemmeadressen. Det kræver en del tid og overskud, men jeg hænger i og gør alt hvad jeg kan. Drømmen er at udvide til enten semi eller permanent make-up.

Hvornår og hvordan begyndte din livsstilsændring?

Jeg er så heldig, at hver gang jeg er blevet gravid, har jeg i starten tabt ti kg. De har så været en buffer for resten af graviditeten, så jeg har ikke haft taget så meget på. Men det er alligevel lykkedes mig over årene at opnå en kampvægt på 115 kg. Jeg har ikke haft det god med mig selv, men har haft svært ved rigtig at gøre noget konkret ved det. Jeg har forsøgt med kostvejleder, det er lykkedes for en stund, men jeg har taget på igen.

Januar 2021 gjorde en kollega gjorde mig opmærksom på muligheden for henvisning til træning. Jeg måtte dog sande, at tiden er knap med så mange børn og fuldtidsjob, så træningscenter var ikke første prioritet. Jeg erfarede, at sundhedsforsikringen også dækkede diætist, jeg skulle dog køre en time for at komme til den nærmeste. Hvad gør man ikke, når man er led og ked af sig selv, nærmest så desperat at man overvejer fedme operation.

Jeg fik tildelt et tolvugers forløb og tabte knap ti kg i den periode. Ganske hurtigt efter den periode udløb, måtte jeg erkende, at jeg nok ikke var klar til at stå på egne ben, så jeg henvendte mig hos en anden coach, som arbejde ud fra KETO. Jeg gav det et skud, selvom det var en del anderledes, end alle de kalorier jeg talte hos diætist. En måned inde i forløbet, havde min mand taget fire kg på, han spiser stort set kun om aftenen, så det stoppede jeg med.

Endnu engang stod jeg alene og følte ikke, jeg var i stand til at varetage opgaven, selvom jeg godt vidste, hvad jeg skulle.

Jeg henvendte mig hos en anden coach, som jeg fandt en god løsning sammen med. Hvor meget jeg benytter mig af hende, er svært at sige, for jeg henvender mig, hvis jeg har brug for at få luftet ud, når der skal tastes vægt og mål ind for den forgangne uge. Ellers prøver jeg at have så fornuftig en hverdag som muligt, uden dog at lægge mig selv i lænker og ikke tillade mig selv at skeje ud. Jeg tillader mig selv at spise det, fornuften siger er usundt, men er meget bevidst om mængden af det jeg tager.

Jeg har hidtil sagtens kunne spise en pose chips, men begrænser nu indtaget til en lille skål, ca 40 gr. Jeg har 14 uger tilbage af min aftale med coach, og kan til tider godt blive bekymret for, om jeg kan klare mig selv, når jeg ikke har hende til at støtte mig op af, når jeg feks har taget på pga sygdom, pga menstruation eller bare har ædt for meget. Det sker, det sker for alle, man bliver grebet et svagt øjeblik. Hygge med venner, ud og spise i byen, sushi eller noget andet lækkert. Spis langsom, sørg for rigeligt med væske. Gå ud, gå hjem, det lønner sig alt sammen. Men sørg nu for at nyde det. Hvorfor dunke sig selv i hovedet og ikke tillade at have det godt?!

Hvilke ændringer har du gjort dig?

I og med at min/vores hverdag er ret pakket til, er tiden til motion ret lille. Jeg forsøger at komme ud på gåtur med min nabo, som også arbejder med sig selv, har tabt 15 kg og virkelig også forandrer sig. Mens jeg sad på kontor, var jeg ret inaktiv, nu jeg er kommet tilbage i marken, hjemmeplejen, kan jeg se og mærke, at jeg går nogle flere skridt, og får bevæget min krop meget mere end tidligere. Jeg er også mere naturligt træt.

Hvad har din livsstilsændring gjort for dig?

De ændringer, der følger med et vægttab på 25 kg, giver udslag i hele kroppen. Jeg er ikke nær så hurtigt træt og udbrændt, jeg har generelt mere energi og gider gøre mere ud af selv.

Hvordan holder du motivation ved lige?

Jeg har altid godt kunne lide at tage billeder af mig selv, jeg har bare ikke kunnet lide motivet på billedet. Det har heldigvis ændret sig. Jeg har oprettet en insta profil, hvori jeg poster billeder af mig selv, de tanker jeg går med under min ændring, nogle af de måltider jeg indtager etc. Når jeg ved, at jeg motiverer andre, giver det også mig motivation til at blive ved at vise, hvis jeg kan, så kan andre også. Jeg har endda købt mig en ringlight 😉 Jeg ved, at jeg har motiveret og fortsat motivere andre til at holde ud og hænge i, for hvorfor skal man gå rundt og være ked af sig selv? Der er virkelig kun én, der kan gøre noget ved det.

Jeg håber på, at jeg kan komme ned på 80 kg, hvilket er ti kg endnu. Et af kravene fra det offentlige for hudreduktion, er normal BMI. Det virker bare så uendeligt langt væk. Jeg er så bange for at blive for tynd. 80 kg før OP. Så fjerner de hud, og så røg der et par kg mere, måske. Jeg har ikke lyst til at skulle være hende, hvor man tænker, det gik for vidt, hun kunne ikke styr det. Jeg har lyst til at have det godt. Jeg er glad for mig selv som jeg er nu.

Men når jeg kigger mig i spejlet, kun iført undertøj, så bliver jeg ked af det. Ikke sur og skuffet, men ked af hvad tidens tand, og alt for mange kg har gjort ved min krop. Maveskind, lår og overarmen hænger. Mine bryster som altid har været fyldige, en god G skål, er nu nede i D, og jeg føler nærmest de skal rulles op i skålen. Min søde mand siger, jeg er dejlig som jeg er, men når jeg ikke er glad for min krop, som den er nu, så er der kun én vej, og det er at hænge i.

Jeg gør ikke det her for nogen andre end mig selv. Jeg skal holde mange år bla på arbejdsmarkedet endnu, og er derfor også afhængig af have en krop, som kan holde til alle de knops jeg møder på vejen.

Sundhed for mig er ikke nødvendigvis at være i topform, men at have det godt med sig selv.

Hvad er dit bedste råd til andre, der gerne vil påbegynde en livsstilsændring?

Mit bedste råd til andre..? Ligesom børn, der er aldrig noget ”rigtigt” tidspunkt at gå i gang med livsstilsændring på.. Hvis man virkelig føler sig motiveret for det, så hold fast i den tanke, find ud af med dig selv, om du selv kan klare dig igennem den kamp, det er at ændre sig selv, til forhåbentlig det bedre. Hvis ikke du kan, så undersøg om en forsikring kan hjælpe, egen læge eller ligende. Lad være med at give op, fordi man ikke lige taber en uge eller to, måske måned. Kroppen ændrer sig hele livet. En klog dame har fortalt mig, at jeg skal huske at rose mig selv for de små ting jeg udretter.

I dag har jeg skrevet alt dette til jer, og det er mod alle mine forventninger. Jeg havde aldrig nogen sinde tænkt, at nogen ville synes jeg var interessant eller havde noget at kunne bidrage med til andre.

Hvad er målene og ønskerne for fremtiden?

Jeg håber inderligt at tabe 5-6 kg mere, og så tale med min egen læge om, hvor langt jeg er fra hjælp til hudreduktion. Ønsker inderligt at få fjernet især maveskind og få sat mine bryster på ”plads”.

Tidligere artikelTræningstøj til gravide – gør træningen mere komfortabel!
Næste artikelUgens Inspiration – Lonnie (Uge 7)

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her