Ugens Inspiration – Lonnie (Uge 7)

0
450

Jeg er 38 år, gift og har en datter på 4½ år. Dertil har min mand to store piger på snart 18 og 21 år. Jeg arbejder i en bank, så det er meget stillesiddende. Derfor elsker jeg at være aktiv i min fritid med både løb, ridning og yoga. Derudover nyder jeg at bruge tid med min familie, veninder – og tage på skønne ferier – gerne i form af rejser til udlandet.

Hvornår begyndte du at gå op i træning og sundhed?

Som barn har jeg altid været meget aktiv. Jeg er vokset op på landet, og havde blandt andet min egen pony. Så det bød på dagligt staldarbejde og rideture. Så jeg var egentlig ikke så bevidst om det med at være aktiv dengang, det kom bare helt af sig selv.

Da jeg så startede i lære i banken, og pludselig ikke havde hest i min dagligdag mere, blev jeg meget bevidst om, at jeg måtte gøre noget andet for at holde mig sund og aktiv. Så begyndte jeg at løbe. Det eskalerede fra nogle meget korte ture, til deltagelse i mit første 5 km løb i form af DHL stafet, og anden gang jeg deltog var jeg pludselig noget hurtigere end første gang.

De 5 km blev hverdag, og jeg besluttede at prøve kræfter med 10 km. Det gik også forbløffende godt, og det begyndte at blive sjovt at slå mine egne rekorder. Så fandt jeg sammen med min mand, som har løbet en del marathon – vi fik løbeturene som en fælles interesse, og han inspirerede mig til at prøve kræfter med ½-marathon.

Nu fik jeg så sidste år, under lidt festlig stemning sagt, at det kunne være jeg skulle prøve et marathon, inden jeg fylte 40 år – og den greb min mand – og så var det en aftale. Det med sundhed generelt, og herunder også en sund kost, er også ligeså stille vokset i min bevidsthed gennem årene. Som barn og teenager var jeg meget tynd, og kunne spise alt uden bekymring, men det ændrer sig bare, når man bliver voksen, og bliver mindre aktiv – fx fordi der er meget stillesiddende arbejde.

Så det blev naturligt for mig i takt med fokus på løb, også at tænke sund kost. I forhold til kontrol af vægt, er det mindst ligeså vigtigt at kigge på, hvad man spiser, som at dyrke motion. Men jeg er ikke hellig – jeg har en frygtelig sød tand – og det skal der også være plads til. Jeg har også været igennem et langt forløb med stress, depression og angst. Her fik jeg øjnene op for yoga og meditation, og hvilken ro det kan bidrage med til krop og sjæl. Det er vigtigt ikke at glemme den mentale sundhed!

Hvilke ændringer har du gjort dig efter du begyndte at gå op i træning?

Jeg er blevet meget bevidst om at være aktiv de fleste dage om ugen – og bevidst om hvad det betyder for kroppen, både nu og på længere sigt, at holde sig igang. Jeg sørger også altid for, at der er grønt på bordet til hele familien hver dag til aftensmaden. Jeg er også meget bevidst om, at jeg gerne vil give de aktive og sunde vaner videre til min datter. Så ændringen er vel, at jeg er gået fra at være ubevidst aktivt, til at være bevidst aktivt – og så suppleret med at det også er vigtigt med sund kost.

For ca. et år siden, besluttede jeg også at de der sidste ca. 3 kg., som jeg manglede at komme af med efter graviditeten, nu skulle væk. Det var jo ikke, fordi jeg vejede for meget, men de generede mig alligevel lidt – så til sidst besluttede jeg at gøre noget ved det. Pga. min meget søde tand måtte jeg så også sætte ind på sukkerindtaget – og ikke kun motionen. Jeg indførte derfor nul slik og kager i hverdagene. I starten tænkte jeg, det var mega hårdt – men det gik faktisk forbløffende nemt, og blev en ny vane. Hvis jeg så samtidig erstattede sofaen med lidt træning på stuegulvet, når vi tændte tv-et, så var det faktisk nemt at fokusere på det, og ikke at jeg havde lyst til sukker.

Hvad betyder sundhed for dig?

Et sundt liv er et aktivt liv for mig. Jeg elsker at være i gang, og jeg elsker at konkurrere med mig selv om at slå egne rekorder. Jeg elsker også dyr – så en ridetur på en hest, eller en gåtur med en hund, giver mig meget mere end bare motion. Jeg tror også på, at min og min mands fælles interesse for løb, og det, at vi dyrker det sammen, er rigtig godt for vores forhold. Jeg læste engang: “Couples that workout together stay together.” Det tror jeg er helt rigtigt.

Jeg tror også på, at det aktive liv og den sunde kost har indflydelse på det mentale helbred – og de to ting hænger sammen for mig.

Hvordan ser din uge ud ift. træning?

Jeg skal gerne have mine 3 løbeture på en uge – i sær nu hvor målet er at gennemføre et marathon i år. Dertil har jeg ridning på en lånehest 1-2 gange i ugen. Styrketræning og yoga bliver hjemme på stuegulvet, og det varierer lidt fra uge til uge, hvor meget der er tid til. Men jeg har det helt klart bedst, hvis jeg har været aktiv på en eller anden måde hver dag.

Hvor vigtigt er det for dig at være aktiv i løbet af ugen?

Det er MEGET vigtigt. Jeg kan blive i helt dårligt humør, hvis jeg pga. sygdom eller andet ikke føler, jeg har været aktiv nok. Så udover at det meget hurtigt mærkes på kroppen, hvis det forsømmes pga. sygdom, så mærkes det i den grad også mentalt. Når vi er på ferie er løbeskoene også altid pakket med – det giver også bare noget andet at komme ud og løbe helt nye steder i verden.

Hvordan holder du motivationen ved lige?

Jeg synes, at resultaterne er en motivation. Hvis jeg kan se, at min træning gør, at jeg har slået en løberekord, så får jeg lyst til mere. Alle de dejlige fælles oplevelser det giver, og det at have et mål at træne op i mod, giver mig også motivation. Så synes jeg faktisk også, det er vigtigt, at man holder sig lidt i gang og gør lidt ud af sin krop, for sin partners skyld. Ikke fordi vi alle skal være super-slanke eller pumpede, men bare sunde og attraktive – jeg tror det styrker parforholdet.

Hvad er dit bedste træningsråd til folk, der gerne vil igang?

  • Start i de små – det er bedre at komme lidt igang, end slet ikke. Da jeg startede med at løbe kunne jeg ikke engang tage 3 km uden pause, nu stiler jeg mod et marathon.
  • Husk, at tager du bare en lille gå eller løbetur – så overhaler du stadig alle dem, der ligger hjemme på sofaen.
  • Find dig også gerne en træningsmakker – din partner, en god ven/veninde eller måske en kollega eller andet familiemedlem.
  • Jeg løber en del ture med min mands ene datter – og bare det at have en aftale med en, kan gøre at man kommer afsted, selv de dage hvor sofaen kalder allermest.
  • Har du små børn og synes, det er svært at nå – så inddrag dem. Da min datter var ½ år og måtte sidde i en klapvogn/løbevogn, kom hun med på første tur. Det var både jeg, min mand, hans ene store datter, vores hund og så Ella i løbevogn. Synes det er fedt at have det sammen.

Et godt tip her: Invester i en ordentlig vogn. Vi købte en god model – og har nu haft den med på så mange ture, at den nærmest er slidt op (den er lappet sammen med diverse dele). Det handler her om, at man både selv siger – det er måden man kan komme afsted på – alternativet er ikke at komme afsted. Dertil er det også at gøre det til en vane for barnet, at det er noget vi gør, og det er ok at sidde ½ time i den vogn. Min datter har spist adskillige ostehaps, rosiner og kikis i den vogn – og vi har kigget efter rådyr og heste i stor stil. Så find en måde at gøre det interessant – så kan det godt lykkedes. Og når far, mor og barn kommer susende gennem skoven, og barnet sidder og snakker/synger og hepper – så giver det alle vi mødet et smil på læben.

Det har også givet min datter en god start i relation til et aktivt liv – hun deltog sidste sommer i hendes første børneløb – og glæder sig til næste gang.

Til sidst: Sæt et mål, så der er noget at træne efter. Igen er det vigtigt ikke at satse højt og urealistisk – for det at nå målet og have succes, det holder motivationen oppe på længere sigt.

Hvad er målene og ønskerne for fremtiden?

Det nærmeste mål er at gennemføre et marathon – og vi er lige ved at have billetter på plads til Berlin den 25.9.2022. Min søde mand skal også med, og har lovet at løbe sammen med mig hele vejen. Det betyder rigtig meget. Så må vi se, hvordan det bliver – om det giver blod på tanden til at prøve mere – eller jeg er mere fan af at holde det på ½ marathon.

Jeg kunne også godt tænke mig at blive endnu hurtigere på de kortere distancer som 5 og 10 km. Men en ting af gangen. Ellers tror jeg bare målet er at blive ved med at være aktiv i dagligdagen forhåbentligt hele livet. Kunne de aktive interesser komme til at fylde endnu mere i dagligdagen en dag – så ville jeg også rigtig gerne det.

Tidligere artikelUgens Inspiration – Nanna (Uge 6)
Næste artikelRomaskine – Bedst I Test (2022)

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her