Ugens Inspiration – Brian (Uge 25)

0
505

Jeg hedder Brian, er 50 år og bor nord for Århus, ved Hadsten sammen med min familie. Jeg arbejder som Adm. direktør hos Stiga A/S i København, så pendler ugentligt mellem hovedstaden og mit hjem.

Mit arbejde byder på en del kontor-arbejde og mange timer i bilen, så når jeg har fri, er det rigtig vigtigt for mig at være aktiv. Jeg nyder de lange løbe- og gåture i naturen, samt ture i min havkajak. Det er mit frirum, hvor man får klaret hovedet, og en del tanker bliver også klaret på disse ture.

Hvor skørt det end lyder, er jeg altid langt mere frisk, når en lang løbetur er overstået. Jeg løber en del halvmaraton, samt længere motionsture.

Hvornår begyndte du at gå op i løb?

Jeg begyndte for alvor at løbe tilbage i 2014. På det tidspunkt var det mest sammen med min søn, som var begyndt at løbe i den lokale løbeklub og mest for at motivere ham til at komme af sted. Jeg deltog i mit første halvmaraton tilbage i 2015 (Bestseller Århus City), hvilket var en kæmpe sejr for mig.

De efterfølgende år deltog jeg i en del løb under Århus motion og Århus 1900, typisk 10-15 km distancen, suppleret med nogle få halvmaraton pr år. Jeg nåede mit halvmaraton nr. 25, sidste år i maj, og siden da har det for alvor taget fart. Jeg når mit halvmaraton nr. 75 her i starten af juli. Jeg har et klart mål om at nå i klub 100 halvmaraton, og så må vi se derefter. Har en lille drøm om at prøve kræfter med et helt maraton – eller et eller andet form for ultraløb i fremtiden.

Hvilke ændringer har du gjort dig efter du begyndte at gå op i det?

Jeg har egentlig ikke ændret på mine kostvaner, og er bestemt ikke på nogen måde nogen form for ”sundheds freak”. Der skal i min verden være plads til lidt glæder i livet i form af god mad og lidt god vin – ind i mellem. Jeg må også indrømme, at jeg har en ret stor sød tand!!! Jeg tror, det er vigtigt at spise, når man er sulten, og ikke følge nogen bestemt kostplan. Det virker i hvert fald for mig.

Til gengæld prioriterer jeg i højere grad at få en god søvn, gerne på minimum 8 timer. Jeg kan klart mærke på min restitution, hvis ikke jeg får sovet / hvilet nok. Det er i hvert fald et vigtigt parameter for mig, som klart giver mig et større overskud.

Hvad betyder sundhed for dig?

Sundhed for mig handler ikke kun om at spise sundt og dyrke masse af motion, det handler i høj grad om at ”være god ved dig selv”, og her tænker jeg på at gøre de ting, du har lyst til, og som gør DIG glad. Naturligvis handler det også om at dyrke motion og om at tænke over, hvad du spiser og drikker.

Men en af de ting, som er sundhed for mig, er den tid, man har på sine lange løbeture, hvor man bare er i et med sig selv og naturen (det er sundhed for mig. Jeg synes, det er vigtigt i en travl hverdag at tage sig tid til at dyrke noget motion, for man får så meget energi den anden vej.

Hvordan ser din uge ud ift. træning?

I en typisk uge løber jeg 4-5 gange (hvis arbejdet tillader det). Jeg prioriterer mine løbeture ret højt, fordi det giver mig så meget tilbage, i form af energi og ro i kroppen. Mine løbepas er en god blanding af korte og lange ture i forskelligt tempo, og på det seneste er der som regel et (eller to) halvmaraton puttet ind i hver uge.

Jeg forsøger så vidt muligt at løbe nogle forskellige ruter/ture i løbet af ugen for det ikke skal blive for ensformigt. Udover løbeturene forsøger jeg at få nogle gåture indlagt i løbet af ugen for at få lidt variation.

Hvor vigtigt er det for dig at være aktiv i løbet af ugen?

Løb er, for mig, den tid, hvor jeg kan koble af, få styr på mine tanker. Jeg gør noget for mig selv, som gør mig glad, og det er vigtigt i en travl hverdag. Man bliver i godt humør af at løbe, og hvis man deltager i nogle officielle løb indimellem, møder man en masse andre ”løbetosser”, som man ret hurtigt får nogle rigtig fantastiske venskaber med, da man jo deler præcis den samme passion.

Jeg løber en del af de mindre ”Cannonball” løb, hvor det netop tit er de samme man møder, og derved får et skønt fællesskab med. Jeg løber uanset vejret, da udendørs løb er klart min favorit, har flere gange forsøgt med løbebåndet, men det bliver nu aldrig min bedste ven!!

Hvordan holder du motivationen ved lige?

Løb er blevet så stor en del af mit liv og hverdag, at jeg ikke kan undvære det. Jeg er vel lidt afhængig, kan man vel sige!! Hvis jeg ikke får løbet i nogle dage eller hvis jeg er syg i en periode, kan jeg blive helt rastløs, og må simpelthen ud på en tur i løbeskoene.

Det løbefællesskab som man bliver en del af gennem tiden, er naturligvis også med til at drive ens motivation, og vi ”skubber” jævnlig til hinanden, når der bliver slået et nyt løb op, som vi kan deltage i.

Desuden er det naturligvis også en faktor, at jeg gerne vil holde min krop i gang, således at man kan få et langt og sundt liv – uden for meget sygdom.

Hvad er dit bedste træningsråd til folk, der gerne vil igang med at være aktive?

Man skal være realist, hvilket betyder, at man ikke skal starte for hårdt ud, og derved risikere skader. Det kan være fristende at kaste sig over store løb/distancer tidligt i ens løbekarriere – men pas på og lyt til din krop.

Det er vigtigt at bygge op over en længere periode, ellers risikerer man at gå død i processen, eller endnu værre at blive skadet. Det kan være en god ide at planlægge din træning. Sæt tid af i din ugekalender til løbeturen/træningen – sammen med en god ven, så man holder hinanden op på at komme af sted.

Der er helt klart altid en dårlig undskyldning for ikke at få trænet/løbet, men husk på den helt fantastiske følelse, man står med, efter et løb/træning!!

Hvad er målene og ønskerne for fremtiden?

Året 2022 har for mig været et helt fantastisk ”løb- år” set i lyset af, at jeg har gennemført ikke mindre end 35 halvmaraton (og en del flere planlagt p.t). Jeg stiler klart mod at komme i Klub 100 halvmaraton (måske allerede i år). Ellers er der en lille drøm gemt inde i mig om at prøve kræfter med et helt maraton, eller en eller anden form for ultraløb engang i den nærmeste fremtid – men nu må vi se!

Ellers handler det mest om for mig at bevare glæden ved løb, undgå skader og ellers bare nyde alt det gode, som løb og løbefællesskab bringer. Husk at lytte til dig selv og din krop, så kommer man langt! Man kan langt mere, end man regner med.

Tidligere artikelZMA – Guiden, der fortæller dig alt, du skal vide!
Næste artikelKompressionsstrømper til skinnebensbetændelse | De 5 bedste

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her