Ugens Inspiration – Danni (Uge 32)

0
711

Jeg hedder Danni (@enfarsverden), og er 30 år gammel.  Jeg bor sammen med min forlovet og vores dreng på snart 2 år. Jeg har et fuldtidsarbejde, hvilket er et meget stillesiddende arbejde. Jeg elsker at gøre mine nærmeste glade, og er en meget stille og rolig dreng, som stort set altid er godt humør.

Hvornår og hvordan begyndte din livsstilsændring?

Jeg har prøvet at tabe mig et par gange, og jeg formåede også at komme under de 120kg, men så røg jeg tilbage til min gamle vaner og blev enig med mig selv om, at nu ville jeg gøre noget ved det. Men der skete ikke så meget, og jeg nåede omkring 130 kg, og sagde til mig selv, det var mit kritiske mål. Nu skulle jeg i gang! Men nu her i uge 29 mens jeg var i sommerhus med min lille familie, så jeg mit spejlbillede og tænkte nu må det være nok. Jeg gik på vægten søndagen i uge 29, og den sagde 133,8kg. Nu har jeg været i gang i snart 4 uger, og prøvede en kontrol vejning her i går, som sagde 129,6kg, så nu jeg kommet under 130, hvilket var et af mine delmål.

Hvilke ændringer har du gjort dig?

Jeg startede mandag i uge 30, hvor jeg begyndte at tælle kalorier for at ligge i kalorieunderskud, og så fik jeg en racercykel af min far. Det har så gjort, at jeg kommer ud at cykle hver 2.-3. dag. Jeg har et ønske om at kunne cykle på arbejde, når min form er til det igen.

Jeg prøver også, at gøre så jeg ikke kører sur i kalorieunderskuddet. Så hver fredag tillader jeg mig at spise lidt mere, end hvad jeg skal holde mig til i kalorier. Men så sparer jeg også nogle kalorier op i løbet af ugen, så jeg sådan nogenlunde holder mit ugentlig kalorieunderskud.

Hvad har din livsstilsændring gjort for dig?

Min livsstilsændring har gjort, at jeg har genvundet mit gode humør, og min energi er begyndt at komme tilbage. Jeg er nu begyndt at lytte til min krop. For hvis jeg kan mærke energien er helt tom en dag, så vælger jeg egentlig at tage en off-dag, men forbliver under mine kalorier, for at ikke det skal gå galt.

Så min motivation er blevet så meget bedre, og har da tvunget mig selv af sted et par gange, og når jeg så kommer hjem, så er mit humør godt og jeg er glad – dog træt på en naturlig måde.

Hvordan holder du motivationen ved lige?

Min største motivation, der gør jeg holder mig kørende, det er faktisk min dreng. For jeg vil så gerne, når han bliver større, være den far som kan spille fodbold eller løbe uden at blive flad på ingen tid. Så hver dag jeg kigger på ham, så ved jeg præcis, hvorfor jeg er i gang. Han er med til at holde min motivation oppe – selv på de sværeste dage.

Hvad betyder sundhed for dig?

Sundhed er et vidt begreb. Men for mig betyder det, at man kan være aktiv uden de vilde store problemer, hvilket også er med til at mindske stress og ting. Når man har det godt, så er ens overskud også meget mere tilstede, hvis man er frisk. Selvfølgelig kan man have dårlige dage, og det der intet dårligt ved.

Hvor vigtigt er det for dig at være aktiv i løbet af ugen?

Det er alligevel ret vigtigt for mig at være aktiv i løbet af ugen og det skyldes, at jeg ved, hvor glad og høj jeg bliver af at have været ude at cykle eller været ude at gå en lang tur med min dreng. Jeg prøver virkelig at gøre meget for at være den glade kæreste og far, for vil helst ikke lade mine frustrationer gå udover dem, så det er ren terapi for mig at cykle en tur.

Hvad er dit bedste råd til andre, der gerne vil påbegynde en livsstilsændring?

Det bedste råd vil være at have en godt mindset omkring, hvad din livsstilsændring skal gøre for præcis dig, og hvad vil det gøre for dig at ændre din livsstil. Prøv at lave en brainstorm omkring hvad det gør. At få alle sine tanker på et papir giver virkelig så meget.

For mig har jeg gjort det, at jeg tog nogle billeder af mig, da jeg gik i gang. Og når det ser halv sort ud, og ens motivation ikke er så høj, så har jeg det at kigge tilbage på og minde mig selv om, hvor jeg er nu.

Se om du kan finde en at spare med, omkring hvad der sker – hvad end det er godt eller skidt. Det er bare så godt, fordi man lige kan holde hinanden op omkring, hvad der sker. Jeg har min kæreste, søster og min mor at spare med, og det er så rart at kunne vende tingene med dem. Det giver mulighed for at komme tilbage på sporet, når man er lidt på afveje.

Hvad er målene og ønskerne for fremtiden?

Mit største mål er at ramme de 95 kg. Men hvis jeg kommer til de 97kg og er tilfreds med, hvad jeg ser i spejlbilledet – Jamen så vil jeg da begynde at øge mine kalorier stille og roligt til at ligevægtsindtag af kalorier. Mine ønsker er at kunne forblive på sporet og bruge mine delmål til at komme i mål.

Og så at kunne være der for min dreng og kæreste mentalt og fysisk – uden at blive forpustet eller svedig. Og ha’ det sjovt, det mit største ønske for fremtiden.

Tidligere artikelUgens Inspiration – Helena (Uge 31)
Næste artikelJusterbar vægtvest – din vej til højere intensitet!

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her