Ugens Inspiration – Dannie (Uge 36)

0
544

Jeg hedder Dannie er 46 år, gift og har 3 børn. 2 piger på 11 og 14 samt en dreng på 16 år. I det daglige arbejder jeg som praktiserende fysioterapeut, hvilket jeg har gjort i snart 20 år.

For nogle år siden tog jeg uddannelsen som løbecoach, hvor jeg har en række personer, som jeg laver specifikke træningsprogrammer til i forhold til deres ønsker. Det er virkeligt spændende at dykke ned i, hvordan programmerne til hver især skal strikkes sammen bedst muligt i forhold til mål, kapacitet osv.

På det seneste er jeg begyndt som håndboldtræner, hvilket bestemt også fylder en del. Da jeg var yngre, spillede jeg selv fodbold, håndbold og badminton.

Hvornår begyndte du at gå op i løb?

Det gjorde jeg for omkring 15 år siden, hvor jeg cyklede en del. Tiden og motivationen var dog dalende og derfor begyndte jeg at løbe i det små. Jeg mærkede ret hurtigt, hvor fedt kicket ved løb var og “hvor lidt”, der skulle til for at få en fed omgang træning ud af det. I starten var det på landevej og primært distancer på op til 10 km. En dag fik jeg lyst til at prøve kræfter med et halvmarathon, hvorefter jeg tilmeldte mig Lillebælt løbet. Dette var mit første race og hold nu fast, hvor var det fedt.

Efter et par år så jeg lidt tilfældigt en video på Youtube med et løb, der hed UTMB. Det rørte mig og tændte en gnist! Jeg kan huske, at jeg sagde til mig selv, at det simpelthen var et løb, jeg en dag ville prøve. Det var min indgang til trailløb.

Jeg elsker nu løbene i bjergene og i det hele taget bare at være der. Synes det har et eller andet nærmest spirituelt over sig. At man kommer til at være til stede – at man blender lidt sammen med naturen – at man føler sig helt enormt ydmyg og taknemmelig over at kunne.

På én og samme tid er man enorm stærk og kraftfuld, samtidig med at man er utrolig lille og skrøbelig. Det giver utrolig meget, synes jeg, at opholde sig i bjergene.

Hvilke ændringer har du gjort dig efter du begyndte at gå op i det?

Til at starte med kom jeg jo fra cykelverdenen, hvor jeg gik rigtig meget op i kost. Måske også for meget. Synes nu, at jeg har væsentlig mere balance og nyder at kunne tage et par glas vin, uden at skulle føle dårlig samvittighed over, at det går ud over træningen. Motion er den kæmpe stor del af mit og min families liv. De fleste dage vil jeg meget gerne have lavet et eller andet – løbet, cyklet eller gået en tur. Udover at kroppen har godt af bevægelse, så er det også rart for hovedet at få koblet lidt af.

Hvad betyder sundhed for dig?

Sundhed er en stor del af ens trivsel og livskvalitet. Er man “sund”, har man særdeles større mulighed for at have det godt og være glad.
Dertil er vi lidt tilbage omkring det med balance. Balance i regnskabet er vigtigt. Træning/hvile. Tid til at køre hårdt på og måske stramme op på kost og tid til at slippe begge dele lidt. At være for ensidig, dræner og kan måske i sidste ende blive så enerverende, at man giver helt op.

Hvordan ser din uge ud ift. træning?

Jeg løber og cykler på arbejde de dage, hvor jeg ikke skal bruge bilen i forbindelse med job. Det giver en god base af træning. Pt er jeg småskadet med mit ene knæ og derfor er jeg nok nede på omkring halvt blus af min normale træningsmængde. Jeg er ikke god til at få styrketrænet, også selvom jeg både har viden nok til at sætte noget op og muligheden for generel styrketræning i centeret på mit arbejde. Jeg er simpelthen ikke motiveret til det.

Hvor vigtigt er det for dig at være aktiv i løbet af ugen?

Utrolig vigtig! Jeg har det godt efter træning – altid. Jeg har stort set altid lyst til at løbetræne. Det giver meget til ens fysiske og mentale sundhed. Jeg bliver i bedre humør og får mere overskud, når træningen bliver passet. Som tidligere nævnt har jeg siden maj været skadet med mit knæ. Der har jeg virkeligt, især i starten, måttet kæmpe mentalt. Jeg kunne pludseligt ikke det, jeg ville og kom jeg nogensinde til det igen….Har brugt Majbritt, min kone, ret meget til at få væltet “tankemylderet” af på og til at snakke muligheder og scenarier igennem.

Hvordan holder du motivationen ved lige?

Det er slet ikke noget problem. Jeg ELSKER det, jeg gør og har lyst til at løbe “altid”. Derudover så motiverer det mig helt enormt at tilmelde mig et eller andet løb. Noget at se frem til – noget at koble træningen op på.

Hvad er dit bedste træningsråd til folk, der gerne vil igang med at være aktive?

Prøv noget forskelligt og mærk efter, hvad du lige præcist synes er sjovest og mest meningsgivende for dig. Det skal være sjovt – ellers stopper man igen.

Hvad er målene og ønskerne for fremtiden?

Jeg har ikke ét specifikt mål eller ønske med mit løb – men at kunne blive ved at løbe/vandre i bjergene, det vil jeg virkeligt gerne. Jeg har prøvet rigtigt mange løb og er jo godt klar over, at der skal drosles lidt ned over tid. Den slags løb slider lidt på kroppen og jeg tror, at jeg skal tænke mig lidt om for at kunne fortsætte med at gøre det, jeg holder så meget af.

Tidligere artikelTrænings høretelefoner | Find de perfekte høretelefoner til dig og din træning
Næste artikelHvad er taurin? | En guide til brug af taurin i din træning