Ugens Inspiration – Helene (Uge 32)

0
411

Jeg hedder Helene, jeg er 26 år gammel og er enlig mor til min dreng på 10 år og min datter på 6 år.
Jeg er uddannet lærer, men har ikke arbejdet med det særlig længe, eftersom min dreng blev udredt med autisme, kort efter jeg blev færdiguddannet.

Jeg prøver at skabe en god balance i en hverdag som enlig mor til børn med særlige behov og lige nu fyldes mine tanker med at finde et arbejde, der giver plads og overskud til at tilgodese mine børns behov hver især.

I min travle hverdag, er mit frirum, når jeg kan komme afsted ud at træne – både med og uden mine børn.

Hvornår begyndte du at gå op i træning?

Jeg begyndte at gå op i triathlon-træning, da jeg, tilbage i 2015, havde født min datter. Det startede egentlig med, at jeg ville tabe mig og ‘komme i form efter fødslen’.

Omkring det tidspunkt fik jeg øje på en reklame for den lokale triathlon klub, og eftersom jeg er en sucker for vilde udfordringer, tænkte jeg, at jeg sagtens kunne køre triathlon (det skal lige siges, at jeg på daværende tidspunkt overhovedet ikke kunne svømme og jeg var hundeangst for at hoppe på en racercykel). 😄

Men jeg kom i gang! Og jeg kørte mit første triathlon-stævne i 2017, der bestod af 650 meter svømning i pool, 30 km cykling og til sidst 7,5 km løb (svarende til 1/6 Ironman). Herefter blev jeg ret bidt af det og kørte et par kvarte og nogle sprint-distancer.

I 2018 besluttede jeg mig så for, at jeg ville køre en halv Ironman, da jeg forelskede mig i Ironman 70.3 Luxembourg. Dog ramte livet mig ret hårdt samme år, hvor jeg blev voldtaget, og i starten af 2019 blev jeg overfaldet i mit eget hjem, mens mine børn overværede det. Jeg kæmpede blandt andet med min egen og mine børns angst for at være hjemme i den efterfølgende periode – og da corona-nedlukningen ramte, mærkede jeg virkelig, hvor utryg jeg var ved at være hjemme og derfor gik min energi her på at finde et nyt hjem til mig og børnene.

Efter vi var flyttet, kunne jeg mærke, at mit overskud og min selvtillid (og mit selvværd generelt!) langsomt kom tilbage og jeg kunne mærke, at min drøm om at køre den halve Ironman i Luxembourg skulle gøres til virkelighed!

Denne gang skulle ingenting komme i vejen for min drøm, så derfor fik jeg mig en personlig træner, der selv har forstand på triathlon og Ironman-træning og så lykkedes det mig ENDELIG, her den 19. juni 2022, at gennemføre min første halve Ironman i Luxembourg! 😊 4 år efter min drøm opstod, blev den til virkelighed!

Så: Hang in there! Dreams do come true!

Hvilke ændringer har du gjort dig efter du begyndte at gå op i det?

Da jeg besluttede, at NU skulle jeg køre den halve Ironman, fik jeg mig en personlig træner. Jeg kunne egentlig godt selv planlægge min træning, men det gør virkelig noget, at en anden planlægger for mig. Og det er lidt som at gå ind og pakke gaver op i slutningen af ugen, når man går ind på Trainingpeaks og ser, hvad de nu har fundet på til mig af træning😊

I forhold til min kost, begyndte jeg at spise plantebaseret i slutningen af 2019. Inden da havde jeg allerede skåret markant ned på kødet og havde en bevidsthed om, at vi mennesker ikke er skabt til at spise kød. Det er egentlig først senere, jeg har opdaget fordelene ved at være plantespiser i forhold til min træning og præsentation til stævner.

Jeg er meget bevidst om, hvilke næringsstoffer, der er vigtige at sikre mig og gennem hvilke fødevarer jeg kan tilgå disse. Jeg supplerer min kost med en smule kosttilskud, men jeg prioriterer meget at nære min krop med så ‘rene’ råvarer som muligt.
Dog har jeg også perioder, hvor jeg bare spiser ‘nem mad’, som jeg lige har overskud til at lave (eller bestille😇), hvilket ikke altid er super sundt og som regel forarbejdet.

Heldigvis skyller kroppen ikke bare vitaminer og mineraler ud på et par dage, men jeg kan helt klart mærke forskel i min præstation under træning og til stævner, ud fra hvad jeg spiser…

Hvad betyder sundhed for dig?

At være sund vil sige at være i balance med sig selv.
Man kan være i vanvittig god form og stadigvæk præstere super dårligt til et stævne eller under træning, hvis ens mentale helbred er elendigt.

For mig kommer mit mentale helbred først – derefter kommer min fysiske sundhed. Jeg har behov for at få ro på tilværelsen herhjemme med mine børn og med mig selv før jeg kan gå ud og presse mig selv og min krop til det, jeg gerne vil opnå.

Jeg kan helt klart mærke en negativ effekt på min mentale tilstand, hvis jeg ikke har trænet i en længere periode, men det er også bare vigtigt for mig, at jeg mærker efter, om jeg kan overskue det – og hvilket omfang jeg kan overskue. Det hjælper mig tit at hente hjælp fra venner eller familie, også når det gælder at få børnene passet, så jeg kan få trænet eller til at hygge og snakke ‘voksensnak’.

Nogle gange kan jeg finde på at skippe min træning helt for bare at prioritere at få styr på nogle ting hjemme eller til at smide mig i sofaen og høre musik. Det har taget mig lang tid at komme til dertil, at jeg kan være okay med at skippe træning for at lave ingenting, hvis det er dét, jeg har mest behov for.

Hvordan ser din uge ud ift. træning?

Det er meget forskelligt!
Det meste af tiden er min træning inddelt i:

  • 2 x svømmepas (1 hårdt og 1 med fokus på udholdenhed)
  • 2-3 x cykelpas (1 med intervaller og de øvrige med fokus på udholdenhed)
  • 3-4 løbeture, hvoraf ét af dem er hårdt (tempo eller intervaller).

Herimellem har jeg 1-2 styrketræningspas efter en løbetur (dem burde jeg til gengæld blive bedre til at prioritere!)
Jeg tror det højeste antal træningstimer, jeg har været oppe på indtil nu, er omkring 11.

Ugen efter et stævne kan min træning til gengæld blot bestå af 2-3 hviledage og 1-2 rolige løbepas, 1 roligt svømmepas og 1-2 rolige cykel/trille-ture.

Hvordan holder du motivationen ved lige?

Kort og kedeligt svar: Det gør jeg ikke 😊

Før i tiden søgte jeg hele tiden den der ‘motivation’ ved at gå efter PR på stort set hver eneste løbetur eller ved at melde mig til flere stævner. Motivationen er desværre bare kortvarig og jeg er derfor primært kun motiveret ugen op til og dagene efter race og ellers rammer den mig engang imellem, hvis jeg lige er inde i en god stime.

For mig handler det ikke om at være motiveret eller om at holde mig motiveret, men mere om at gøre mere af det, der driver mig. At gøre noget, fordi det gør mig glad, giver overskud og gør mig stolt af mig selv.

Hvad er dit bedste træningsråd til folk, der gerne vil igang med at være aktive?

  • Kom afsted!
  • Sæt realistiske mål.
  • Gå nogle ture.
  • ‘Leg’ lidt på gåturerne ved f.eks. at løbe 1 minut hvert 5. minut.
  • Tag cyklen enten til og fra arbejde eller når du kommer hjem.
  • Tag i svømmehallen og svøm et par baner. Alternativt er der mange svømmehaller med vildt fede hold og sjove aktiviteter. Og man kan altså bevæge sig meget bedre i vand end på land 😉
  • Ellers find nogle hold i dit lokale fitnesscenter eller meld dig til badminton, håndbold, fodbold – ET ELLER ANDET i dit lokalområde! Det er altså lettere at komme ud af døren, når du ved, der er nogen, der regner med at du kommer.

Hvad er målene og ønskerne for fremtiden?

Lige nu har jeg ikke en masse vilde mål eller ønsker for fremtiden i forhold til min træning (måske der kommer et eller andet vildt mål en dag, hvem ved… 😊)
Jeg vil gerne fortsætte med at køre triathlon, måske også stadigvæk halve Ironman-distancer, men det vigtigste mål for mig lige nu er at komme i balance i hverdagen og finde et arbejde, der giver mig og mine børn luft i vores hverdag til at komme ud på vores hyggelige løbe/cykel-ture, til at lave sund mad sammen og til at være der for hinanden som familie.

Tidligere artikelUgens Inspiration – Helle (Uge 31)
Næste artikelUgens Inspiration – Kenneth P (Uge 33)

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her