Ugens Inspiration – Helle (Uge 2)

0
487

Jeg hedder Helle Obitsø Kristensen. Jeg er 38 år og bor i Haderup sammen med min mand Alex og vores 2 drenge. Jeg arbejder på Viborg sygehus som hospitalsserviceassistent. Vægttab på 40 kg.

Hvornår og hvordan begyndte din livsstilsændring?

Min rejse startede i sommeren 2019, hvor jeg havde krise i mit liv. Jeg havde en periode, hvor alt var sort for mig. Jeg vidste faktisk ikke, hvad jeg vejede dengang. Jeg vidste bare, at jeg var stor og vejede alt meget og hvis jeg skal sætte et ca tal på, vil det nok være de 100 kg, jeg vejede.

Men jeg var i et punkt i mit liv, hvor jeg havde glemt mig selv. Jeg passede ikke på mig selv og det var mere vigtig for mig, at alle andre havde det godt end mig selv. Den dårlige periode gjorde, at jeg stoppede med at spise, så jeg begyndte at tabe mig på en meget usund måde.

Men jeg kom ovenpå igen og der begyndte at være lys for enden af tunnelen igen og det gik op for mig, at jeg måtte til at passe på dig selv og gøre noget for mig selv. Jeg måtte til at prioritere mig selv og gøre noget godt for mig selv. Jeg kunne se på mig selv, og mærke på mit tøj, at jeg havde tabt mig. Det var også her, jeg indså, at det var for dumt at smide de kilo, jeg havde tabt mig, på gulvet.

For inderst ind vidste jeg godt, at jeg ikke kunne fortsætte, som jeg gjorde, for så ville jeg bare blive større og større. Men jeg anede ikke, hvor jeg skulle starte med vægttab. Med en travl hverdag med arbejde, mand og børn osv kunne jeg slet ikke overskue det. Så min mand forslog en coach. En der kunne lægge en kostplan og træningsprogram. Mega god ide, og det skulle prøves. Jeg havde brug for at vide, nu skal du spise det og det skal veje det. Det var så fedt og det virkede bare. Da jeg efter noget tid stoppede med kostplan, downloadede jeg appen Lifesum og begyndte der at holde styr på min mad og vægttabet fortsatte.

Hvilke ændringer har du gjort dig?

Jeg har lagt min kost fuldstændig om. Jeg spiser meget sundere og meget mindre. Jeg vælger at prioritere min kost og træning, da det er en vigtige ting for mig. Jeg vejer stadig min mad af, så jeg har styr på, hvor meget jeg spiser i forhold til kalorier og proteiner. Der er også kommet mere motion ind i hverdagen. Her er det gåture, der er kommet mere ind på programmet.

Hvad har din livsstilsændring gjort for dig?

Min livsstil nu, har gjort så meget godt ved mig. Jeg er meget gladere, jeg hviler mere i mig selv og har det meget bedre med mig selv. For mit vedkommende synes jeg, at alt var mere hårdt, da jeg vejede mere. Det var hårdt bare at skulle samle noget op fra gulvet og jeg havde tit ondt mange steder. Men nu, næsten 40 kg lettere, så er det bare meget nemmere og kroppen har det også meget bedre fysisk. Jeg har ikke ondt så mange steder længere. Jeg mærker ikke længere min diskusprolaps og heller ikke min astma. Så en livsstilændring kan være godt for mange ting.

Hvordan holder du motivation ved lige?

Motivationen er noget, der kommer og går. Den er der ikke altid. Den bliver jeg nød til at arbejde for. Det gør jeg blandt andet ved at være disciplineret overfor mig selv. Når jeg ser resultater, så kommer motivationen automatisk og det samme med blodet på tanden. Selvom motivationen ikke er der, er der bare vigtigt, at jeg forsætter den gode stil og hænger i. Jeg ser min ny livsstil som et arbejde. Det passer man jo også.

Hvad betyder sundhed for dig?

Sundhed betyder meget for mig. At være sund er, for mig, at gøre de ting, der gør dig glad og betyder noget for dig. For mig betyder mine gåture rigtig meget. Det er ikke bare motion for mig, men det er også her, jeg finder mit overskud og energi. Det er på de ture, jeg arbejder med mig selv rent mentalt.

Sundhed handler også for mig om at have det godt med sig selv og har det godt.

Hvor vigtigt er det for dig at være aktiv i løbet af ugen?

Jeg har perioder, hvor jeg er mere aktiv end andre. Men det er vigtig for mig at være aktiv, for jeg ved, hvor godt det er for mig og hvad det giver mig tilbage. Jeg har også et hårdt fysisk arbejde, så det er ikke altid, energien er der, når jeg kommer hjem fra arbejde. Ofte tager jeg afsted på en gåtur alligevel, for jeg ved, hvor vigtigt det er for mig.

Hvad er dit bedste råd til andre, der gerne vil påbegynde en livsstilsændring?

Der kan være mange råd til andre, men det handler også om, at man skal være klar til det. Man skal virkelig ville det. Hvis man ikke er klar, så er det nærmest dømt til at fejle på forhånd. For mig handlede det om, at tingene var uoverskuelige og jeg ikke vidste, hvor jeg skulle starte. Og alle ved, at man skal ofre noget, for at ville det. Om det så er tid, mad eller andet, så handler det om, at ville det nok.

Mit bedste råd vil være at priorieter dig selv.
Ja, du må gerne være egoistisk og tænke på dig selv. Om du får lavet en kostplan, træningsprogram eller du bruger Lifesum, så skal du gøre det, der fungerer bedst for dig.

Og selvom du synes, at det hele er noget lort og er ved at give op, så lad være. Lad vær med at give op! Husk, at det giver dig så meget mere i den anden ende ❤️

Hvad er målene og ønskerne for fremtiden?

Jeg er lige ved at komme ovenpå igen efter en mmo operation, så mit mål er at smide de ekstra kilo, der er kommet på efter at have været inaktiv i en periode.

Mit mål er også at være vægtstabil. For det skal siges, at det er bestemt hellere ikke nemt. Men det er det hele værd ❤️

Et ønske er, at jeg gerne vil stå mere markeret i muskler og bygge mere på til sommeren kommer. Men også at jeg har det godt fysisk og psykisk.

Tidligere artikelUgens Inspiration – Søs Hansen (Uge 1)
Næste artikelDøjer du med maveproblemer?

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her