Ugens Inspiration – Jannick Teige (Uge 9)

0
1404

Hvem er jeg?

Mit navn er Jannick Teige og jeg er en 32 årig mand fra Valby, KBH. Til daglig arbejder jeg som pædagog, men i min fritid arbejder jeg hårdt på at blive en sundere og gladere version af mig selv.

Gennem min IG profil Tab.og.Vind dokumenterer jeg hele min vægttabsproces og fortæller så ærligt, jeg kan, om min kamp. Dette har i løbet af det sidste halve års tid resulteret i, at jeg har tabt 40kg. Profilen startede som en motivator for mit vægttab, men er gået hen og blevet så meget mere for mig. Jeg har altid skrevet til den overvægtige mig og har ikke tænkt, at den skulle være mere end det, men på det seneste er flere mennesker begyndt at følge med og jeg håber derfor også nu, at profilen kan hjælpe og motivere andre mennesker.

Hvornår og hvordan begyndte din rejse/livsstilsændring?

Jeg har, som så mange andre, kæmpet med overvægt i mange år. Flere gange end jeg kan tælle til, har jeg haft tanken “Nu er det nu. Kosten skal omlægges, de overflødige kilo skal væk og træningsintensiteten skal skrues op” men men men. Efter 1, 2, 3 måneder røg jeg direkte tilbage i de dårlige mønstre og tanken om den sundere mig, blev kastet bort.

Tilbage i juli måned sad jeg og scrollede gennem facebook og faldt over en video, som en af mine gamle studiekammerater havde lavet. Han arbejder som personlig træner og snakkede om hans egen kamp med overvægt. På et tidspunkt i videoen snakkede han om det at sidde og hive ud i sin trøje for at skjule dellerne. Det ramte mig så dybt, at jeg gik helt i stå. Det fik mig til at tænke over mit liv, hvordan jeg gerne vil leve det og hvad jeg bliver nødt til at gøre for at ændre det.
Jeg blev enig med mig selv om, at jeg blev nødt til at blive holdt til ilden, da jeg indtil nu ikke havde været i stand til at klare det her på egen hånd.

Her kom Tab.og.Vind ind i billedet og d. 20. juli postede jeg det mest angstprovokerende billede nogensinde. Fra den dag havde jeg folk, som heppede på mig, holdte mig i hånden, når det var svært og jublede sammen med mig, når mål blev nået.

jannick teige

Hvilke ændringer har du gjort i forhold til kost og motion

Min kost er forholdsvis simpel. Jeg sørger for at ligge i et dagligt kalorieunderskud, startede med at ligge på 2300kcal om dagen og er lige nu nede på 2000kcal om dagen. Udover kalorieunderskud sørger jeg for at spise 200g fisk minimum 3 gange om ugen og spise minimum 500g grøntsager om dagen. Med andre ord sørger jeg for at spise en varieret og sund kost, som opfylder min krops behov, sørger for mit kalorieunderskud og holder mig mæt gennem en hel dag.
Det har dog også været vigtigt for mig, at der har været plads til at spise søde sager og junk fra tid til anden. Jeg vil ikke leve et liv, hvor jeg hele tiden skal vælge alt fra og det behøver man heller ikke. Så længe kalorierne kan passes ind i budgettet, så fungerer det for mig.

I forhold til træning så er der ikke så meget, der har ændret sig. Jeg har altid trænet en del, desværre har jeg bare overspist så meget at det ikke rigtig gjorde en forskel. Jeg er måske lidt mere fokuseret på mål i min træning nu, men ellers er det det samme.
Crossfit 3-5 gange om ugen har været, hvordan jeg har trænet de sidste mange år.

jannick teige

Hvad har din livsstil gjort for dig? Hvad har den ændret personligt og fysisk ved dig?

Lad os starte med den åbentlyse.
Fysisk er jeg gået fra XXL i trøjer og 38 i bukser til L i trøjer og 34 i bukser. Jeg sveder ikke længere, når jeg skal op ad trapper og jeg er ikke ved at stille træskoene, når jeg har løbet 100m. Jeg har ikke længere ondt i min krop hele tiden og jeg har mere energi til at lave ting.

Personligt, eller lad os sige psykisk, har været den største rejse for mig.
Jeg er begyndt at acceptere mig selv og være glad for mig selv. Jeg skynder mig ikke længere forbi spejlet i min gang og jeg behøver ikke længere tage en t-shirt på, når jeg skal ud i køkkenet og hente et glas vand.
Jeg er også blevet mere åben i mit privatliv. Jeg prøver ikke længere at gemme mig væk, fordi jeg skammer mig over mit udseende.Tværtimod vil jeg gerne ud og være aktiv og social (Den sociale del får Corona så forpurret for mig for tiden, men det kommer jo heldigvis igen). Jeg er også blevet bedre til at tage chancer, som jeg før i tiden aldrig villet have turdet. Jeg er ikke længere bange for et nej og jeg er begyndt at få et kick ud af at arbejde på mine svagheder.
Jeg har omfavnet ideen om at overvinde alt, jeg er bange for og forbedre alt jeg er dårlig til.

jannick teige

Hvordan holder du motivationen ved lige?

Da jeg startede min rejse, var Tab.og.Vind kontoen helt klart min primære motivation. Ved konstant at komme med statusrapporter og få øjeblikkelig feedback fra følgere mistede jeg aldrig min motivation.
Nu er det i højere grad at se gamle og nye billeder ved siden af hinanden. Jeg vil aldrig mere være den overvægtige, indelukkede og triste mand, som jeg var og det motiverer mig mere end noget andet nogensinde kunne gøre.

Hvad er dit bedste råd til andre der gerne vil påbegynde en livsstilsændring?

Jeg bliver nødt til at snyde lidt og komme med 2 råd.
Det vigtigste for mig da jeg startede den her rejse, var at forstå, at det her er en holdsport. Du kan ikke gøre alt selv og det skal du heller ikke nødvendigvis.
Det hjalp mig så meget at have folk omkring mig til at opmuntre mig, snakke mine problemer igennem med mig, sætte mig på plads hvis jeg prøvede at snyde processen og generelt bare hjælpe mig på de måder de kunne.

Nu vil mit bedste råd nok være, at motivation er fint nok, men disciplin er alfa omega. Du behøver ikke være motiveret for at gøre noget, men du skal være disciplineret, hvis du skal nå i mål.
Jeg ved godt, det måske ikke er særlig rosenrødt eller populært at sige, men det er virkelig, sådan jeg har det.
Hvis jeg ikke havde været disciplineret, så var jeg ikke kommet ned og træne, da jeg var træt, havde tømmermænd, var doven eller hvad jeg eller kunne have af undskyldninger. Hvis jeg ikke var disciplineret, havde jeg spist den ekstra flødebolle, glemt at notere et mellemmåltid i mit kaloriebudget eller spist en pizza, selvom det sluger en hel dags kalorier.

Så sørg for at have mennesker omkring dig, som kan hjælpe og sørg for at være disciplineret på din rejse.

jannick teige

Hvad er målene og ønskerne for fremtiden?

Da jeg startede den her rejse, var vægttab 100% mit store mål. Jeg har allerede tabt flere kilo, end jeg nogensinde havde troet, jeg ville og er ret glad for min størrelse lige nu.
Mit fokus har derfor i højere grad flyttet sig til min træning og der har jeg en masse ting, jeg vil forbedre.
Jeg har altid haft svært ved at løbe, lave pull-ups og tage armstrækkere. Alle Crossfittere der læser med, ved at det kun kan betyde én ting. Jeg bruger 2021 på at træne mig op til at kunne lave en “Murph”
For dem der ikke ved, hvad det er, så er Murph en Hero Workout, som består af følgende:

  • 1,6km løb
  • 100 pull-ups
  • 200 push-ups
  • 300 airsquats
  • 1,6km løb
    Så det er mit træningsmål for den nære fremtid.
    Udover det er mit mål at være en bedre version af mig selv i dag, end jeg var i går. Ved godt det lyder fesent, men det er virkelig blevet min holdning til livet. Om det er at smile mere, tage en armstrækker mere eller hjælpe et menneske mere, så handler det om, for mig, at forbedre mig selv hver dag.
Tidligere artikelFå styr på balancen med de bedste balancebræt!
Næste artikelCrossfit tilbehør – gør træningen sjovere!

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her