Ugens Inspiration – Lene (Uge 14)

0
532

Jeg hedder Lene, er 42 år og bor i Odense, i bydelen Skibhuskvartet, det ligger tæt ved havnen. Her bor jeg sammen med mine to piger Anna på 10 år og Emma på 6 år. Til daglig arbejder jeg ved Jysk Fynske Medier, det har jeg gjort i snart 15 år, en arbejdsplads jeg er rigtig glad for. Fritiden går med min piger, familie, venner, rejser, hus og løb.

Jeg elsker det spontane. Min første ½ marathon løb jeg efter 5 måneder som løber, det var ikke planlagt med den tur den dag, det skulle kun have været 10 km, men benene ville lidt mere, så det blev en ½ marathon – det kendetegner meget godt mig, at jeg pludselig ændrer planer. Jeg kan godt lide at prøve noget nyt og derfor udfordrer jeg nu mig selv med Copenhagen Marathon her til maj. Det bliver mit første marathon, så jeg er ret spændt.

Hvornår begyndte du at gå op i løb?

Den store interesse for løb startede i april 2020 under corona-nedlukningen. Min veninde havde flere gange prikket til mig, om vi ikke skulle løbe en tur – dengang kunne jeg ikke løbe 2 km i streg. En løbetur blev hurtigt til flere, mine piger var ofte med på cykel ved siden af og pludselig var jeg afsted stort set hver dag. Det blev mit ”kick” og er nu en helt uundværlig del af min hverdag, jeg kan nærmest få abstinenser, hvis jeg ikke har løbet i to dage.

Jeg kan mærke stor forskel på mit energiniveau fra før til nu. Jeg elsker, når jeg får løbeskoene på og har god musik i ørerne. Her slapper jeg af og får vendt alle tanker. Det er mit frirum og jeg nyder det.

Jeg kører gerne efter smukke løbeomgivelser, jeg løber især meget i Kerteminde, som er min barndomsby. Her er strand, skov, bakker – masser af flotte omgivelser, det er køreturen værd. I mine helt unge år har jeg spillet meget bordtennis og squash, håndbold kan jeg også vinge af😉. Det nærmeste jeg kom på løb var nok en coopertest i forbindelse med bordtennis.

Hvilken betydning har løb for dig?

Det at komme ud og løbe har været ren terapi for mig. Jeg blev skilt for 3 år siden og skulle vænne mig til en ny hverdag som alenemor med hus og to små børn, her har løb været det bedste, jeg har gjort for mine piger og jeg. Jeg føler mig mere stærk end nogensinde før. Man får vendt alle tanker ved løb, det giver ro i hovedet, man bliver fyldt med mere energi og overskud. Og så er det så hyggeligt, når mine piger indimellem er med på cykel ved siden ved af, det er ren win-win og vi har noget, vi er fælles om😊

Det betyder meget for mig at gennemføre mit første marathon, at bevise over for mig selv, at jeg kan gennemføre de mål jeg sætter mig. Man lærer nye ting om sig selv og bliver mere stærk. De mål kan man bruge i mange sammenhænge fremadrettet, her kan jeg allerede nu mærke en stor forandring i hverdagen, når man skal tage beslutninger, jeg ved mere, hvad jeg vil og ikke vil.

Hvilke ændringer har du gjort dig efter du begyndte at gå op i træning/løb?

Jeg er blevet mere bevidst om at vælge de gode kalorier og spiser mere proteinrigt. Men jeg er ikke fanatisk, der skal være plads til en god bøf og sushi. I hverdagene prøver jeg at spise sundt og i weekenderne må man godt være lidt ekstra god ved sig selv. Det hele handler om balance.

Hvad betyder sundhed for dig?

Det betyder meget for mig at holde mig aktiv hver dag. Jeg træner hver dag, lige nu løber jeg 4 gange om ugen og de dage jeg ikke løber, bruger jeg på min crosstrainer, styrketræner eller går ture. Jeg har indrettet min kælder med vægte, crosstrainer, stepbænk mv. så er det nemt at få adgang til i en travl hverdag.

Ofte er pigerne med – det synes de er sjovt. At være sund for mig handler om at spise sundt og være aktiv, det tilfører automatisk mere energi og overskud.

Hvad motiverer dig?

For mig handler det om at huske på, hvorfor jeg er gået gang med løb, samt at have et mål – at vide at startskuddet til Cph Marathon er den 15. maj og jeg snart skal stå ved startlinjen, det er motiverende, man har et mål og træner efter det. At vide at man selv har gjort indsatsen og vide at alle de kræfter man har lagt i træningen op til, gør at man nu står ved startlinjen.

Jeg inspireres og motiveres af andre løbere, og at høre om deres løberejser. Det er alt lige fra nybegyndere, rutinerede løbere til garvede marathonløbere, det er så motiverende at høre om andres løberejse og følge deres udvikling. Jeg nørder tit om aftenen med løbebøger, artikler på nettet om løb m.v. Og så har jeg en svaghed for løbesko, jeg tænker, at mange løbere kan nikke genkendende til det – man kan ikke få for mange løbesko! 😊

Jeg motiveres af at se min egen rejse, at min form bliver bedre, det gør at jeg får endnu mere lyst til at fortsætte og forbedre mine tider.
Der er sket en kæmpe udvikling i den seneste tid, min grundform bliver hele tiden bedre, jeg kan nu løbe en ½ marathon på 1.45 minutter uden at være forpustet eller føle, at jeg er ved at give op. Nu ser jeg frem til at udfordre mig selv endnu mere ved at løbe et marathon.

Jeg havde sat mig for en SUB4 til Cph Marathon og følger et program, men programmet er justeret til undervejs, og nu håber jeg på tiden 3.45. Men jeg ved også godt, at mange faktorer kan spille ind den dag f.eks vejret, hvis det er meget varmt. Jeg er ikke gode venner med varmen, jeg løber bedst, når det er køligt. Uanset tiden man når i mål til Cph Marathon, vil jeg nyde løbet og stemningen og når man når målstregen (forhåbentlig), den følelse må være ubeskrivelig og en kæmpe oplevelse i sig selv.

Mit mål er først at gennemføre Cph Marathon og derefter deltage i flere løb og prøve at forbedre mine tider løbende, løbe flere og længere distancer. Det kunne da være sjovt f.eks at løbe en 1/2 marathon på tiden 1.30 en dag😉. Jeg har på fornemmelse, at Cph Marathon ikke bliver mit sidste marathonløb, men et af flere.

Bedste træningsråd til folk der skal i gang med at være aktive:

Start roligt ud og vær glad for de små sejre. Lyt til kroppen, pas på ikke at overtræne i starten.
Få variation i dine løb, temposkift, du bliver en bedre løber af det. Skift ruter, så du ikke kører træt i de samme ruter. Kør gerne efter en rute med flotte omgivelser, især de lange ture. Det har meget af sige, at der er noget flot at kigge på samtidig, så det ikke er asfalt hele tiden.
Løb eventuelt med andre, det er motiverende og man giver ikke så nemt op, som hvis man løber alene.
Husk, alle kan lære og løbe, måske kan du virke uoplagt nogen gange, men følelsen bagefter er det hele værd!

Tidligere artikelBedste håndledsstøtte | 5 favoritter til dig!
Næste artikelUndgå motion hvis du har fået botox

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her