Jeg hedder Louise, og jeg er 40 år gammel, er uddannet social og sundhedsassistent, arbejder som nattevagt på et center for akutpleje og rehabilitering og så er jeg mor til en pige på 16 år.
Hvornår og hvordan begyndte din livsstilsændring?
Tilbage i slut 18/start 19 gjorde jeg op med mig selv, at jeg ønskede at leve et anderledes liv. Jeg ville være den bedste udgave af mig selv. Jeg drømte om at løbe et halvmarathon, men det skulle være ordentligt, og for mig var det at løbe det på under 2 timer.
Jeg tog kontakt til drenge fra ” sundt og sjovt” og her begyndte jeg et online program med kost og træning i 6 måneder.
Så var det bare at klø på.
Jeg fulgte min træning og kostplan og i takt med jeg blev lettere, blev det også lettere at løbe.
Jeg nåede at tabe knap 20 kg inden mit planlagte halvmarathon.
I september 2019 løb jeg mit første halvmarathon i Odense til HCA i tiden 1:59:39
Hvilke ændringer har du gjort dig?
I starten var jeg MEGET firkantet og fulgte alt til punkt og prikke, ingen slinger eller springen over. Ellers kunne jeg ikke være i det – jeg havde brug for rammerne.
Nu lidt mere end 2 år efter, har jeg fortsat fokus på, hvad jeg spiser. Men nu er det mere alt med måde end at tælle, beregne og forbud. Jeg er aktiv ca 6-7 dage om ugen, hvor jeg løber og/eller styrketræner.
Som minimum går jeg 10.000 skridt hver dag, som jeg faktisk lige har rundet et år med.
Hvis jeg ønsker at spise og drikke, hvad jeg har lyst til, så skal der også ydes noget i den anden ende. Det er et ret simpelt regnestykke.
Hvad har din livsstilsændring gjort for dig?
Jeg er glad for min aktive hverdag. Den giver mig ro, overskud og masser af energi. Det vil jeg aldrig igen være foruden. Jeg har tabt en masse kg, min krop er blevet stærk og jeg kan bede den om hvad som helst næsten. Det er en fed følelse ikke at være fysisk begrænset.
Hvordan holder du motivation ved lige?
Det vigtigste her er, at jeg nu ved, at motivation ikke er en konstant følelse. Det varierer og er større og mindre i perioder. Det har været svært.
Jeg finder noget, der driver mig – et mål eller andre mange ting.
Det kan være et halvmarathon 1 år ude i fremtiden, at løbe hurtigere på de 5 km, gå 10.000 skridt hver dag. Men mærke at jeg bliver bedre, og at jeg lykkedes med ting – det motiverer mig ( jo ikke alt hver gang 😂)
Hvad betyder sundhed for dig? Hvad vil det sige, “at være sund” for dig?
At være sund er at finde en balance i sig selv, med sig selv i den hverdag man har. Vægt og hvad man dyrker af aktiviteter, betyder ikke noget – det er følelsen indeni.
Hvor vigtigt er det for dig at være aktiv i løbet af ugen?
Det er enormt vigtigt, men samtidig er det vigtigt at lave en realistisk plan. Den uge jeg arbejder om natten, er min energi bare ikke den samme, som ugen hvor jeg holder fri. Men det betyder ikke, at jeg ikke er aktiv. Men det bliver bare hurtigt et nederlag, hvis planen der er lagt, ikke kan overholdes, så hellere skrue lidt ned. Jeg er aktiv de samme antal dage, der er bare skruet for intensiteten eller mængden. Jeg lever længere på en vellykket træning, end en der kun lige gennemføres.
Hvad er dit bedste råd til andre, der gerne vil påbegynde en livsstilsændring?
At det 100% er noget, man gør for sig selv og ikke fordi vi tror, at andre forventer det af os.
Find det der driver dig og hold ved. Med målrettethed og dedikation kommer man langt.
Hvad er målene og ønskerne for fremtiden?
Jeg har siden 2019 haft en drøm om at gennemføre alle løbene i Superhalfs serien. Det er i den grad blevet besværliggjort af Covid-19, men det er det langsigtede mål lige nu.
Jeg har løbet Copenhagen half i år, næste år venter forhåbentlig Prag SuperHalf – som er udsat og aflyst flere gange.
Ellers ønsker jeg fremadrettet en aktiv hverdag, som jeg har nu.