Jeg hedder Malene Kobbersmed og er uddannet Sygeplejerske. Jeg har altid været glad for at være fysisk aktiv og under min uddannelse voksede den interesse, så jeg tog en personlig træner og kostvejleder uddannelse og startede op i Fitness World med fysiske forløb. For 1 år siden gik jeg selvstændig med virksomheden SVL-Coaching og har for nyligt uddannet mig til Vanecoach, som jeg kommer til at arbejde med fremadrettet.
Hvornår begyndte du at gå op i træning og sundhed?
Jeg har altid været glad for at bevæge mig, men tror interessen for sundheden generelt opstod under min uddannelse som sygeplejerske. Jeg har selv været meget restriktiv, hvor jeg skulle træne et bestemt antal gange om ugen ellers var det ikke godt nok og vejede alt min mad. Sådan er det ikke længere og den udvikling synes jeg, er vildt interessant at arbejde med.
Hvilke ændringer har du gjort dig efter du begyndte at gå op i træning?
Jeg har gået til mange forskellige sportsgrene. I øjeblikket styrketræner jeg og har gjort det i flere år. Jeg startede med at træne op til 6x ugt., jeg vejede alt min mad og måtte kun have det, man kalder ”cheat day” 1 x ugt. Men som så mange andre oplever, så fungerede det bare ikke på sigt i mit liv, for jeg bebrejdede mig selv hver, gang jeg ikke opfyldte mine egne krav. En dag faldt jeg så over Morten Elsøe og Anne Gaardmand, der bla. har Vanecoach uddannelsen. Jeg læste meget om deres arbejde og det ændrede fuldstændigt mit syn på kost og træning og har inspirerede mig lige siden, så jeg nu har et meget mere afslappet forhold til det.
Hvad betyder sundhed for dig?
Uhh det er et svært spørgsmål 😉 Jeg vil nok sige, at sundhed for mig er, når jeg hviler i mig selv og mine valg især i forhold til kost og træning. Jeg kan selv godt lide det kostråd, der siger: ”Spis varieret, ikke for meget og vær fysisk aktiv”.
Hvordan ser din uge ud ift. træning?
Jeg træner styrketræning alt fra 5x ugt. til 2x ugt. Jeg skal til at starte op til pole, 1x ugt, jeg synes det er super sjovt og så skal jeg gå til det med nogle søde mennesker.
Hvor vigtigt er det for dig at være aktiv i løbet af ugen?
Så længe jeg er aktiv, fordi jeg har lyst og ikke et indre krav, så betyder det meget for mig mentalt at være aktiv. Det giver mig super meget overskud og glæde. Ofte træner jeg sammen med andre så det giver mig også rigtig meget socialt.
Hvordan holder du motivationen ved lige?
Det der motiverer mig rigtig meget i øjeblikket, er det sociale. Jeg synes, det er så hyggeligt og jeg bliver i godt humør, så det er meget motiverende.
Hvad er dit bedste træningsråd til folk, der gerne vil igang med at være aktive?
Find ud af, hvad du godt kan lide at lave, du kommer ikke langt med at starte til noget, du ikke bryder dig om. Og så sæt barren lavt! Lad være med at have for høje forventninger til dig selv. Hav hellere for små, for så er det meget nemmere for dig at lykkedes med det 😉
Hvad er målene og ønskerne for fremtiden?
Det var et stort spørgsmål 😉 Jamen det er at fortsætte som Vanecoach og hjælpe alle de mennesker jeg kan og tillære mig ny viden. Inden for kost og træning, så tror jeg det egentligt bare er at fortsætte som jeg gør, at lave de aktiviteter jeg godt kan lide, for det er dem der giver mig overskud og glæde.