Jeg hedder Pernille Malling, jeg er 44 år og bosat i Næstved, gift med Martin, der bor i Dubai og så er jeg mor til Isabella på 17 og Patrick på 16. I mit arbejdsliv er jeg lærer i en specialklasse for børn med udfordringer inden for autismespektrummet.
Jeg elsker at være aktiv – har lavet 2 hele ironman, 2 halve ironman, gennemført Big Four (halv – og hel marathon og halv – og hel ironman samme år), samt løbet 127 marathons + det løse 😊
Hvornår begyndte du at gå op i løb?
Jeg startede først med at løbe, da jeg var 18 år og var blevet lidt rund i gymnasiet. I de følgende år fik jeg trænet mig op til at løbe halvmarathons, men da jeg fik børn, løb jeg kun lidt, fordi det så var hurtigt overstået og kunne passes ind.
Da jeg var 31 år, væltede jeg af uvisse årsager på min cykel og blev fundet bevidstløs med kraniebrud og 3 hjerneblødninger. Jeg anede ikke, hvem jeg selv var. Jeg var døv på det ene øre og kunne i starten ikke åbne øjnene. Min mand og mine børn kunne jeg ikke genkende.
Selv om lægerne forudså, at livet nok ville blive svært fremadrettet, nægtede jeg at give op.
Jeg brugte 1.5 år på at blive helt raskmeldt igen. Det var en lang, sej kamp, hvor det at skulle lægge mascara og gå ud til postkassen var uoverskuelige bedrifter, der skulle deles op i mindre bidder. Men langsomt vendte synet og det meste af hørelsen tilbage, og jeg blev i stand til mindre gøremål igen. Jeg forsøgte flere gange at komme i gang med at løbe igen, men det krævede mange forsøg, inden det endelig lykkedes mig uden komplikationer. Derefter begyndte jeg for alvor at løbe og i 2014 løb jeg mit første marathon. Det var en kæmpe sejr!
Hvilke ændringer har du gjort dig ifm. med din træning/løb/ironmans?
For mig har det siden ulykken været utrolig vigtigt at bruge min tid på personer og aktiviteter, der gør mig glad. Men samtidig var jeg forundret over, hvad man kan, når bare man vil det nok.Selvfølgelig har jeg også været heldig, at ulykken ikke var ”værre”, men samtidig har netop viljen været en kæmpe betydning, når man sætter sig mål. Det opdagede jeg i det forløb.
I min journal står der flere steder, at “patienten ikke virker realistisk omkring sin egen formåen”. Jeg tror, det netop var den vilje og manglende accept af min situation, der gjorde, jeg fik kæmpet mig tilbage til et helt normalt liv på trods af mange bump på vejen.
Marathonet i 2014 var mit første bevis.
Året efter løb jeg 25 marathons og målet om at komme i Klub 100 Marathon var sat. Løbetræningen og de mange marathons var lidt ensformig, og i 2017 spurgte min veninde, om ikke jeg skulle prøve kræfter med trisporten.
Jeg kunne kun svømme brystsvømning, men købte alligevel en brugt racer, og så var jeg klar til Karrebæk-tri, som består af 900 m svømning – 45 km cykling og 10,5 km løb. Svømningen blev en mellemting af brystsvømning, rygcrawl og ren overlevelse, mens cyklingen gik fantastisk og løbet var katastrofalt, da jeg ikke rigtig havde fået trænet skiftet.
Alligevel var humøret højt og jeg købte straks et nyt startnummer til Karrebæk-tri og toppede den op med et startnummer til den halve ironman – drømmen om ironman var født! Hvis jeg altså bare kunne få lært at svømme. Jeg købte derfor et træningsprogram med en personlig træner, da jeg intet vidste om at cykle, svømme eller korrekt ernæring under lange træningspas.
På trods af de mange marathons jeg havde løbet, anede jeg intet om behovet for ernæring under de lange træninger og events. Jeg troede egentlig nok bare, at grunden til, at jeg synes de lange løb var hårde, var fordi jeg var i dårlig form. Min træner fik dog hurtigt gjort klart for mig, hvor vigtigt kulhydrat, salte og væske er på de lange ture over en time.
At løbe over målstregen til Copenhagen Ironman i august 2019 var det det mest fantastiske øjeblik! – 10 år efter at udsigterne til livet ellers havde taget en katastrofal drejning, havde jeg pludselig den vildeste titel – IRONMAN. Efterfølgende var jeg overraskende nok landet på en samlet 11. plads i the Big Four. Målet var at gennemføre en ironman, men jeg overraskede mig selv med mine resultater. Jeg har ikke noget talent for hverken svømning, cykel eller løb – men jeg har hJERNe-vilje!
Hvad betyder sundhed for dig?
Mange tror, jeg lever enormt sundt og ikke går på kompromis med kost og alkohol, men ulykken mindede mig om at leve hele tiden, så for mig er sundhed at fokusere på at være glad. Jeg vil gerne holde mig stærk og frisk, men jeg vil især gerne leve og hygge mig med min familie og de mennesker, der betyder noget for mig. Så for mig er sundhed selvfølgeligelig at sørge for, at min krop får den næring, den har brug for, men også at jeg kan drikke vin og hygge. Desuden elsker jeg chokolade og cola, men heldigvis er der plads til det, når man træner så meget, som jeg gør.
Hvordan ser din uge ud ift. træning?
Min uge består typisk af 6 dage med træning og en hviledag. Jeg træner løb, cykling, svømning og en lille smule styrketræning. Mit program er bygget op omkring 2 hårdere uger efterfulgt af en blidere uge med mindre træning. Jeg kan godt lide alsidigheden omkring triathlon-træningen, da det ikke bliver kedeligt, fordi man hver dag laver noget forskelligt. Derfor tror jeg også, at kroppen holder sig skadesfri på trods af de mange timers træning. Svømning er stadig ikke min favorit-sport, men under corona-nedlukningen lykkedes det mig alligevel at savne svømmetræningen.
Hvor vigtigt er det for dig at være aktiv i løbet af ugen?
Det er meget vigtigt for mig at være aktiv. Jeg bliver både rastløs og irritabel, hvis jeg ikke er aktiv. Det betyder ikke, at jeg ikke kan have dage, hvor jeg ikke orker at tage af sted, men jeg fortryder aldrig nogensinde en træning. Det sværeste skridt er oftest at komme ud ad døren.
Optimalt for ironman-træning bør man ikke løbe marathon mere end 1-2 gange om året siger tri-eksperterne, men for mig er det en form for afstresning. Jeg elsker at mødes med venner og bekendte og sludre. Derfor løber jeg flere marathons i efteråret og vinteren, mens jeg hen over sommer-halvåret prøver at begrænse det til et om måneden, for at have det på rygraden til ironman.
Samtidig vil jeg ikke udtrætte kroppen med de lange løb, så den øvrige træning til ironman ikke bliver optimal. Optimalt set burde jeg slet ikke løbe nogen, men her er det jo en opvejning af hvor meget bedre jeg egentlig ville blive af at lade være med at gøre det, der gør mig glad. Det samme gør sig gældende, når jeg drikker vin, spiser chokolade og drikker cola, hvor jeg også prøver at finde en balance, så jeg både kan nyde alkohol og søde sager og samtidig kunne træne.
Hvordan holder du motivationen ved lige?
Min motivation ligger i at sætte mig nye mål. Når der er et mål, er man jo hele tiden på vej. Det vigtigste er dog hele tiden at nyde vejen til målet.
Hvad er dit bedste træningsråd til folk, der gerne vil i gang med at være aktive?
Fokus og troen på målet er altafgørende, og når jeg kan – så kan du også! Det er vigtigt, at man har et positivt mindset om træningen, så det ikke er en straf, men nærmere en belønning. Jeg er taknemlig, fordi jeg kan. Desuden er det ofte en fordel med konkrete mål. Tilmeld dig et løb, så bordet fanger eller lav aftaler med dine venner om træningen, for så er det en win win situation.
Du får både trænet og samtidig set dine venner. Når man sætter sig et mål, er det desuden vigtigt at have baglandet i orden, så man ikke behøver have dårlig samvittighed, når man prioriterer sin tid på træning. Sæt træningen i system med tid og sted, så du ikke bruger en hel dag på at skubbe den foran dig, for til sidst alligevel at springe over. Af ingenting kommer ingenting, så husk at lidt er altid bedre end ingenting.
Hvad er målene og ønskerne for fremtiden?
I april løber jeg mit første ultra-løb. Det er en strækning på 59 km på Bornholm fra Dueodde fyr til Hammer fyr. Det bliver en udfordring, men jeg glæder mig til det. I august venter Ironman igen. Jeg er vild med den distance, da den sender hjernen igennem samtlige følelser fra ”Hvor er det spændende og sjovt” til ”nøj hvor er det synd for mig” og ”jeg gør det aldrig igen” og til sidst ”Jeg er så f… sej” og ”jeg tilmelder mig straks igen”.
